- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Fokus i servicebranchen på bedre gæsteoplevelser

Flere store aktører i det danske turisme- og serviceerhverv er med i NICE-projektet om bedre gæsteoplevelser. Resultater fra projektet præsenteres næste uge ved konference i København.

Efter seks år fokus på hvordan virksomheder i den danske oplevelsesøkonomi kan skabe oplevelser med og for deres gæster, afsluttes NICE-projektet med en såkaldt oplevelseskonference torsdag den 25. oktober i København.

NICE er i denne forbindelse en forkortelse for New Innovative Costumer Experiences – og med i projektet er Horesta, Region Hovedstaden, erhvervsakademiet CPH Business, fagforeningen 3F, Roskilde Universitet, HK, Dansk Erhverv og Wonderful Copenhagen.

Oplevelseskonferencen, der kaldes NICE Live, henvender sig til ledere, medarbejdere og studerende i turisme- og serviceerhvervet. Billetterne koster mellem 200 og 750 kroner. Deltagerne vil få beretninger om, hvordan der ovenpå traditionel service bygges personlige, mindeværdige og bedre gæsteoplevelser.

Bidragsyderne tæller idémanden bag den sociale bevægelse ’Fucking Flink’, Lars AP, Iben Marburger Juul, der senest har stået for udvidelsen af Tivolis luksushotel Nimb, mens hoteldirektør Jeppe Mühlhausen fra Hotel Alexandra fortæller om filosofien og tilgangen til oplevelser i sin virksomhed.

Blandt de andre indslag loves værktøjer til, hvordan man måler gæsteoplevelser, ligesom Tivoli Hotel & Congres Center vil fortælle, hvordan de skaber nærværende og varige minder for sine gæster.

Ledelse og dilemmaer
Ledelsesmæssige udfordringer og dilemmaer opstår ofte i forandringsprocesser. Om dette aspekt er der indlæg fra Mette Haslund, BTC-salgschef i Tivoli, og Frederik Mohr, Group Director of Business Strategy hos BC (Bella Center) Hospitality Group, der også vil debattere problematikken med publikum.

Gennem dagen vil konferencen også have forskellige spor og workshops, så deltagerne kan sammensætte deres eget program.

Ifølge arrangørerne har NICE-projektet bidraget til vidensopbygning og netværksdeling blandt 148 virksomheder. Det er blandt andet sket via 30 forummøder over hele landet.

NICE-projektet, der har sekretariat hos Horesta, har egen hjemmeside med flere informationer, herunder tilmelding: niceproject.dk

Relaterede artikler:

København forudser fordobling af antal turister

Møder i Danmark for 26 milliarder kroner

Horesta frygter for dansk turisme