- STANDBY.DK - https://standby.dk -

For få besøgende til aktiv feriemesse

Weekendens premiere på Københavns nye feriemesse, Aktiv Ferie, tiltrak færre gæster end forventet. Messen loves tilbage næste år – men det bliver på et nyt tidspunkt.

Der var i første omgang håbet på 6-8.000 besøgende, tallet blev før weekenden nedjusteret til 4.000 – men endte på 1.500. Det var facit efter rejsemagasinet Vagabond lørdag og søndag i denne weekend havde første ombæring af sit nye tiltag, publikumsmessen Aktie Ferie, der blev holdt i udstillingscentret Lokomotivværkstedet, tæt på shoppingcentret Fisketorvet og Dybbølsbro S-tog station.

”Det er gået godt, men der var ikke ret mange besøgende, det kan måske tilskrives det gode vejr i weekenden. De 1.500 besøgende, der kom, var super motiveret; udstillerne var tilfredse og vi havde fuldt hus til de 110 pladser med rejseforedrag,” sagde chefredaktør for Vagabond, Christian Adamsen, sent søndag eftermiddag til STANDBY.dk og tilføjede:

”Vi er tilbage med Aktiv Ferie næste år, men tidspunktet skal rykkes til noget tidligere. Det skal være i januar eller i marts – for februar er optaget med for eksempel Ferie for Alle i Messecenter Herning eller den store ITB-messe i starten af marts i Berlin,” siger Christian Adamsen og tilføjer:
”Da de forlod Lokomotivværkstedet talte jeg med mange af gæsterne til Aktie Ferie; de sagde samstemmende, at det var en god messe; de havde mødt rejsebureauer, de gerne ville tale med, og synes ikke entreprisen på 100 kroner var skræmmende. Men denne første messe giver selvfølgelig nogle input, der skal arbejdes videre med.”

40 udstillere til første messe med Aktiv Ferie
Vagabonds chefredaktør, der gennem 15 år også har arrangeret den årlige messe for kvalitetsrejser i Øksnehallen i København, siger, at efter denne weekends premiere på Aktie Ferie har han allerede fået de første genbookinger til at deltage i messen næste år fra rejsebureauer som Kipling Travel, Ruby Rejser og Vitus Rejser.

I alt havde den første Aktiv Ferie samlet 40 udstillere til weekendens sammenkomst i Lokomotivværkstedet. Udover en række rejsebureauer var der også deltagelse af turistkontorer og repræsentationer fra Cypern, Frankrig, Israel, Kroatien og Marokko.

Premieren havde kun tiltrukket et enkelt flyselskab, Air Arabia Maroc, der blandt andet flyver to gange om ugen hele året mellem Agadir på den marokkanske atlanterhavskyst og København.

Relaterede artikler:

Klar til aktiv feriemesse i København

Atter over 60.000 besøgende til Ferie for Alle

Krakket rejsebureau fortsætter med ny ejer