- STANDBY.DK - https://standby.dk -

For få kvinder på topposter i flyselskaber

Flere store brancheorganisationer vil undersøge, hvordan flere kvinder kan tiltrækkes til de øverste chefstillinger i flyselskaber. I Norden er kun én kvinde som koncernchef for et flyselskab.

Flyselskabernes direktionsgange er stort set en ren mandeverden. Ifølge International Air Transport Association er kun tre procent af verdens koncernchefer i flyselskaber kvinder – på verdensplan har 12 procent af de største virksomheder kvinder som koncernchefer.

Indenfor luftfarten er otte procent af økonomidirektørerne kvinder, mens igen kun tre procent af driftsdirektørerne er kvinder.

Nu vil International Air Transport Association vil sammen med Airports Council International, Aerospace Industries Association og International Aviation Womens Association indlede en global undersøgelse af årsagerne til, at luftfarten har så få kvinder på topposter.

I Norden er der kun en kvinde i spidsen for et flyselskab, Jóhanna á Bergi har siden 2015 været koncernchef for færøske Atlantic Airways, der udover ruteflyvninger til og fra Færøerne blandt andet også flyver charterflyvninger for en række danske charterrejsebureauer.

Undersøgelsen af mangel på kvinder i luftfartens topposter skal efter planen være klar næste forår. I en fælles udtalelse fra de fire initiativtagere til undersøgelsen siger de, at kvinder langtfra er kommet så langt i forhold til topposter i luftfarten som kvinder er på mange andre erhvervsområder.

”Mere kan og burde gøres for at få flere kvinder til tops i luftfarten på globalt plan. Målet med denne undersøgelse vil blandt andet være at afdække de årsager, der gør at kvinder ikke kommer til tops på samme måde som mænd,” hedder det i udtalelsen fra initiativtagerne.

Mandschauvinisme fra Qatar Airways’ koncernchef
På IATA’s generalforsamling i juni blev organisationen kritiseret for, at kun to af dets 31 bestyrelsesmedlemmer var kvinder.

Og på en efterfølgende pressekonference dummede koncernchefen for Qatar Airways, Akbar Al Baker, sig da han som nyvalgt bestyrelsesformand for IATA indirekte sagde, at kvinder ikke egner sig som koncernchefer for flyselskaber. Qatar Airways “skal ledes af en mand, fordi det er et meget krævende job,” sagde Akbar Al Baker. Han måtte efterfølgende undskylde sine kønsdiskriminerende udtalelser.

Relaterede artikler:

Langsom vækst for kvinder som piloter

Svensker ny koncernchef for easyJet

Flyselskab skal have sit eget hotel