- STANDBY.dk - https://standby.dk -

Fusion blandt erhvervsbureauer skal sænke omkostninger

Amex GBT’s forestående overtagelse af Hogg Robinson Group skal være med til at reducere udgifterne i en tid med faldende indtjening, lyder det i ny analyse.

American Express Global Business Travel vil købe den britiske konkurrent Hogg Robinson Group, HRG, for omkring 575 millioner dollars. Købet skal dog først godkendes af konkurrencemyndigheder i blandt andet EU og USA. Det kan ske allerede i andet kvartal i år. HRG vil også sælge sin Fraedom-division, der har specialiseret sig indenfor finansiel teknologi og software – i denne handel er kreditkortgiganten Visa køberen.

Købet af erhvervsrejsebureau-delen af HRG skal styrke Amex GBT og vil bringe Amex op på omsætningsniveauer, der svarer til Priceline Group og Expedia, skriver hjemmesiden Skift.com i en analyse.

Ligeledes vil Amex forstærket med HRG yderligere kunne presse leverandører som flyselskaber og hotelkæder til at give endnu lavere priser – til gavn for såvel Amex’ kunder og dets bundlinje, ligesom Amex med sin nye styrke kan tiltrække flere mindre og mellemstore erhvervskunder, der i dag ikke er kunder hos Amex. Det vil samtidig lægge pres på konkurrerende erhvervsrejsebureauer.

Mulige opsigelser
I sin analyse af Amex’ forventede overtagelse af HRG, skriver Skift.com, at synergien mellem Amex og HRG kan betyde behov for færre medarbejdere. Op mod otte procent af de nuværende ansatte, cirka hver 12., kan miste deres job som følge af den potentielle sammenlægning. Selve American Express Global Business Travel har omkring 12.000 medarbejdere, mens HRG har 14.000 (hovedparten arbejder dog for underleverandører til HRG).

En medvirkende årsag til Amex’ ønskede overtagelse af HRG er, at også store verdensomspændende erhvervsrejsebureauer har svært ved at tjene nok penge, skriver Skift.com – de seneste forudsigelser for Amex viser ifølge hjemmesiden, at frem mod år 2020 forventer Amex kun en årlig vækst på to procent indenfor travel management. I 2017 var Amex’ indtjening 11 procent lavere end i 2016.

Relaterede artikler:

På vej mod Danmarks største erhvervsrejsebureau

Globalt savner erhvervsrejsende det samme

Mezi.com falder i hænderne på American Express