På vej mod Danmarks største erhvervsrejsebureau

Godkendes American Express GBT´s verdensomspændende køb af britiske HRG vil det i Danmark skabe landets største erhvervsrejsebureau med årsomsætning på 1,6 milliarder kroner.

American Express Global Business Travel vil på verdensplan købe britiske Hogg Robinson Group, HRG, for omtrent 3,4 milliarder kroner. Samlet vil duoen blive et af verdens største erhvervsrejsebureauer – salget skal dog godkendes af konkurrencemyndighederne i blandt andet EU og USA, hvilket kan ske allerede i dette års andet kvartal.

Nyheden om det store mulige opkøb kom i fredags – her fik også medarbejderne på de to erhvervsrejsebureauer beskeden. I Danmark er Amex GBT landets omsætningsmæssigt største erhvervsrejsebureau, mens HRG er det 8. største.

”Medarbejderne hos Amex i Danmark fik informationen i fredags, indholdet var nærmest det samme som i pressemeddelelsen. Der blev informeret om mulighed for konsolidering i branchen,” siger en kilde til standby.dk

Mens HRG kun er det 8. største erhvervsrejsebureau i Danmark, er HRG i Skandinavien det næststørste i Norge efter Egencia og tredjestørst i Sverige efter Amex og Carlson Wagonlit Travel, CWT. HRG har sit danske hovedkontor i Hvidovre ved København, men har ligesom Amex sin skandinaviske ledelse i Sverige. ”Det kommer næppe bag på nogen, at der er opkøb på vej blandt erhvervsrejsebureauerne, men jeg havde ikke lige set denne her med Amex og HRG komme,” siger en kilde til standby.dk

Erhvervsrejsebureauer er størst
Ifølge rejsebrancheanalytiker Ole Egholm seneste opgørelse over økonomien i de største danske rejsebureauer, har erhvervsbureauer størst omsætning i Danmark. I den seneste rapport, der dækker regnskaberne for 2016, havde erhvervsbureauerne i Danmark cirka 25 procent af de knap 29 milliarder kroner som rejsebureauerne i Danmark omsatte for i 2016 – det svarer til tæt på 7,5 milliarder kroner.

De således senest tilgængelige regnskabstal for de danske rejsebureauer viser, at Amex i Danmark i 2016 var landets største erhvervsrejsebureau med en omsætning på 1,313 milliarder kroner – det er blot tre millioner kroner mere end CWT på andenpladsen. Herefter følger Egencia Danmark med 1,1 milliarder kroner, BCD Travel med 900 millioner kroner og Travellink med 766 millioner kroner.

På sjettepladsen kommer det største danskejede erhvervsrejsebureau, Vejle Rejser, med 500 millioner kroner, fulgt af Travel Pool Europe med næsten 449 millioner kroner. 8-pladsen indehaves af HRG Danmark med 321 millioner kroner i omsætning i 2016.

Bliver Amex’ ønskede overtagelse af HRG en realitet vil det i Danmark skabe det klart største erhvervsrejsebureau med en samlet omsætning i 2016 på over 1,6 milliarder kroner. I Danmark har Amex cirka 130 medarbejdere, mens HRG har omkring 35 medarbejdere. I alt havde de 20 største erhvervsrejsebureauer i Danmark i 2016 samlet 814 medarbejdere.

På verdensplan har Amex GBT 12.000 medarbejdere i cirka 140 lande. HRG har direkte og indirekte 12.000 ansatte, 5.000 arbejder direkte for HRG i 25 lande, mens de øvrige 7.000 er hos HRG-partnere i over 100 lande.

 

Relaterede artikler:

American Express GBT køber HRG

Rekordoverskud i den danske rejsebranche

Stort erhvervsbureau dropper dansk direktør