- STANDBY.dk - https://standby.dk -

Grønne stempler til VisitAarhus og VisitAalborg

Certificeringen Green Tourism Organization er en ”søster” til turismens miljømærke Green Key, som Horesta var med til at udvikle og som nu findes i 65 lande og hos over 3.200 turistvirksomheder. Horesta har også sekretariaterne for såvel Green Key som Green Tourism Organization.

Wonderful Copenhagen blev sidste år første organisation i verden til at lade sig certificere med Green Tourism Organization, GTO.

Nu får hovedstaden selskab af VisitAarhus, VisitAalborg og knapt så kendte Inspiring Denmark. Sidstnævnte er ifølge sin hjemmeside ”sat i verden for at udvikle erhvervsturisme særligt igennem tiltrækning af internationale konferencer og større møder til Syddanmark.”

Horesta skriver i en pressemeddelelse om de tre certificeringer med Green Tourism Organization: ”Indsatsen for at opnå certificeringen har de fire organisationer samarbejdet om i regi af det nationale udviklingsselskab for dansk erhvervs- og mødeturisme, MeetDenmark.”

Vurderes på 140 kriterier
GTO er sat i verden for at bakke op om destinationer og organisationer, der gør noget særligt for bæredygtighed. For at blive certificeret, skal organisationen vurderes ud fra cirka 140 kriterier.

Her afdækker hvorledes organisationen sætter yderligere gang i bæredygtig turisme på destinationen, oplyser Horesta og tilføjer:

Organisationerne i ordningen vurderes også ud fra deres ledelsesmæssig prioritering af miljøhensyn, krav om miljørigtige indkøb og fokus på, hvordan organisationen sætter yderligere gang i bæredygtig turisme på destinationen.

Understreger de danske ambitioner
I pressemeddelelsen fra Horesta, siger Mikal Holt Jensen, sekretariatschef i GTO og miljøchef i Horesta:

”Vi er glade for at certificere tre nye medlemmer af GTO-ordningen. Det understreger de danske ambitioner i forhold til bæredygtig turismeudvikling i erhvervet, og at corona ikke lægger en dæmper på branchens fokus på miljø. Bæredygtighed fylder mere og mere hos forbrugerne, og med de nye medlemmer af GTO håber vi at gøre det nemmere for turisterne at finde vej til de ansvarlige turismedestinationer.”

MeetDenmarks bestyrelsesformand, Birgitte Hee Olesen, siger i pressemeddelelsen, at GTO er et stærkt værktøj, der kan anvendes i markedsføringen af Danmark som blandt andet kongres- og mødedestination.

”GTO-certificeringen er et led i MeetDenmarks arbejde for at skabe en bredere samfundsmæssig værdi af kongres- og mødeturismen i Danmark. Kravet om bæredygtighed lader til at være en af de få positive ting, coronakrisen har styrket.”

Relaterede artikler:

Robot skal hjælpe turister i Sønderjylland

Fastholder pris som mest bæredygtige hotelkæde

Wonderful Copenhagen får det grønne stempel