Comwell driver foreløbig 15 hoteller i Danmark, til januar åbnes kædens første i København, Portside i Københavns Havn, der også bliver kædens største hotel. Arkivfoto fra Comwell.

Fastholder pris som mest bæredygtige hotelkæde

Ifølge danskerne er Comwell den mest bæredygtige hotelkæde i Danmark. Den danske kæde har for andet år i træk på hotelområdet modtaget prisen Sustainable Brand Index Awards.

Det hollandske analysebureau SB Insight har for 8. år gennemført den omfattende brugerundersøgelse i Norden og Baltikum. 5.910 danskere deltog i undersøgelsen, hvor de tilkendegav deres viden og holdning til 224 brands og disse arbejde med bæredygtighed inden for 23 kategorier.

På den samlede liste over alle undersøgelsens 224 varemærker, placerede Comwell sig i år på en 39. plads, 27 pladser foran de nærmeste konkurrenter i hotelkategorien, hedder det i Comwells pressemeddelelse.

Koncernchef i Comwell Hotels, Peter Schelde, siger

“På mange måder er denne pris en cadeau til vores medarbejdere. De bærer ansvaret og arbejdet med den grønne omstilling med en målrettet indsats. I vores seneste trivselsanalyse kan vi se, at over 90 procent af vores medarbejdere har en klar forståelse af vores bæredygtighedsindsatser. Samtidig tilkendegiver de, at de lægger vægt på, at vi prioriterer dette arbejde og tager et socialt ansvar. Jeg tillægger derfor vores medarbejdere en stor del af æren for, at vi igen i år er Danmarks mest bæredygtige hotelkæde.”

Langt ned til nærmeste konkurrenter
Comwell begyndte sin grønne omstilling i 2016, og allerede året efter modtog hotelkæden Årets Økopris og fik det økologiske spisemærke i bronze. Men Comwells grønne omstilling har ikke kun været målrettet maden. De seneste seks år har Comwell reduceret el, vand og varmeforbrug med over 20 procent, og er i dag certificeret aftager af 100 procent grøn el fra danske vindmøller.

I april 2019 modtog Comwell prisen for Danmarks mest bæredygtige hotelkæde for første gang, og ifølge danske forbrugere er Comwell altså fortsat de mest suveræne i kategorien hotel, når det gælder bæredygtighed.

”Vi mærker tydeligt, at vores gæster efterspørger og stiller krav til, at vi tænker grønt på tværs af vores drift. Det kan vi naturligvis ikke gøre alene. Derfor betyder vores samarbejder med leverandører, der tør gå ambitiøst til værks i forhold til bæredygtighed, alfa og omega. På den måde er vi med til at udvikle nye bæredygtige initiativer, der ikke kun tjener vores gæster. Prisen for Danmarks mest bæredygtige hotelkæde er derfor en sejr for vores miljø og fælles fremtid,” siger Peter Schelde.

Relaterede artikler:

Danske hoteller henter 183 millioner i hjælpepakke

Comwell genåbner alle sine danske hoteller

Comwell så gode takter i 2019 – vil ikke spå om i år