- STANDBY.dk - https://standby.dk -

Hertz skifter franchisepartner i Danmark

Fra årsskiftet indstiller Hertz franchisesamarbejdet om biludlejning i Danmark med Volvo Cars Group og skifter til Via Biler, der i en årrække har været underleverandør til Hertz i Danmark.

Danske Via Biler Udlejning bliver fra årsskiftet ny primær franchisetager for Hertz i Danmark. Det oplyser Hertz International, et datterselskab af selve Hertz Global Holdings, i en pressemeddelelse. Via Biler har i en årrække været franchisetager for Hertz Biludlejning i København og Aarhus samt Billund og Aarhus Lufthavn.

De seneste 20 år har First Rent A Car (FRAC), en afdeling under Volvo Cars Group, haft den overordnede nordiske franchise af Hertz i Danmark. FRAC fortsætter som franchisetager for Hertz i Sverige, Norge og Finland.

Om årsagen til, at Hertz skifter franchisepartner i Danmark, skriver Mattias Wäne, administrerende direktør for FRAC i Sverige, i en e-mail til STANDBY.DK:

”At drive biludlejning i Danmark adskiller sig væsentligt fra de øvrige lande, hvor Volvo Cars er franchisetager for Hertz. For at drive denne forretning fremgangsrigt, kræver det blandt andet omkringliggende virksomheder for at sikre en fremgangsrig helhed, hvilket vi i dag savner i Danmark,” lyder det fra Mattias Wäne, der til spørgsmålet, om franchiseændringen i Danmark får nogen indflydelse for de ansatte hos Hertz i Danmark, skriver:

”Hertz i Danmark får nu en ny stærk samarbejdspartner med Via Biler, der længe har drevet Hertz-virksomhed i Danmark som en franchisetager till FRAC. Via Biler kan nu udnytte sit fulde potentiale til at støtte Hertz’ varemærke og dermed også udvikle Hertz’ forretningsmodel i Danmark.”

Fremtidig drift i et separat selskab
Og i en kommentar til STANDBY.DK fra Via Biler, skriver Casper Bach, direktør for Hertz Biludlejning v. Via Biler Udlejning A/S:

”Vi er ekstremt stolte over, at vi hos Via Biler Udlejning får lov til at bære Hertz-brandet ind i fremtiden på det danske udlejningsmarked fra 1. januar 2023. Igennem hele forløbet har vi haft en super god og tæt dialog med Hertz International og vi vil komme til at læne os op ad vores mere end 20 års erfaring med Hertz-brandet.

Al fremtidig drift vil blive drevet i et separat selskab med 100 procent fokus på den daglige udlejningsforretning. Vi vil derudover investere mange kræfter i brandets fremtidige udvikling på det danske marked og sikre det som en markant spiller,” lyder det fra Casper Bach.

I pressemeddelelsen fra Hertz siger Robert Barton, direktør i Hertz for Global Franchise Operations: ”Hertz takker FRAC for dets mangeårige partnerskab i Danmark de seneste 20 år. Vi forventer en smidig overførsel (fra FRAC til Via Biler Udlejning, red.) og ser frem til et fortsat godt samarbejde med FRAC i Sverige, Norge og Finland.”

Toyota, Ford, Volvo, Mazda, Suzuki og Polestar
I pressemeddelelsen skriver Hertz også, at Via Biler Udlejning er en af Danmarks største grupper af bilforhandlere. Via Biler har således varemærkerne Toyota, Ford, Volvo, Mazda, Suzuki og elbilmærket Polestar fordelt på 12 bilforhandlere i navnlig Aarhus-regionen og Storkøbenhavn.

Via Biler er dog en god bekendt af Hertz, da Via Biler gennem 20 år har været under-franchisepartner for Hertz i Danmark, oplyses det. ”Vi glæder os til et tættere samarbejde med Via Biler og deres erfaring gennem 20 år på det danske biludlejningsmarked,” siger Robert Barton i pressemeddelelsen.

På sin hjemmeside skriver Via Biler: ”Via Biler er autoriseret forhandler og værksted inden for Toyota, Ford, Mazda og Suzuki i Østjylland og inden for Toyota og Volvo i Storkøbenhavn. Derudover er vi franchisetager for Hertz Biludlejning i København og Aarhus samt Billund og Aarhus Lufthavn.”

Hertz har udover varemærket Hertz også varemærkerne Dollar og Thrifty.

Relaterede artikler:

Tårnhøje priser på udlejningsbiler

Hertz køber yderligere 65.000 elbiler

Biludlejningsgigant skifter landechef i Danmark

Biludlejer køreklar med gode råd til billigere billeje