- STANDBY.dk - https://standby.dk -

Horesta utilfreds med ny lov om Airbnb

Der kommer ikke den forventede begrænsning på, hvor meget private må udleje egen bolig via platforme som Airbnb. Det viser et tillæg til sidste sommers aftale om udlejning via blandt andet Airbnb, der netop er kommet fra Erhvervsministeriet, lyder kritikken fra hotelerhvervets brancheforening, Horesta.

Det stemmer ikke overens med, hvad skatteordførerne fra et flertal i Folketinget i maj blev enige om, mener Horesta. Udlejning af enkeltværelser er nu undtaget fra reglerne om, hvor meget man må udleje sin bolig om året.

Alene i højsæsonen sidste år – 1. juni til 31. august – var der 443.000 Airbnb-udlejninger i Danmark, en vækst fra 408.000 i de samme måneder sidste år, oplyste Airbnb i pressemeddelelse sidste efterår. Der blev i snit betalt 672 kroner for hver overnatning.

I Danmark menes der at være flere Airbnb-senge til udlejning end egentlige hotelsenge; alene i København regnes omfanget af Airbnb-udlejning at være 20 procent af den samlede udlejning.

Loft på 70 dage
Aftalen i maj sidste år på Christiansborg om Airbnb betød blandt andet et loft på 70 dage som maksimum for, hvor mange dage om året en privat bolig i Danmark kan korttidsudlejes via tjenester som Airbnb. Aftalen blev indgået mellem regeringen, Dansk Folkeparti, Socialdemokraterne og De Radikale. Herefter fulgte en aftale med Airbnb om automatisk indberetning af udlejernes lejeindtægter til SKAT.

Men nu er selve lovforslaget om loftet på korttidsudlejningen på vej fra Erhvervsministeriet – og det falder ikke i god jord hos Horesta.

”Politikerne underminerer en ny Airbnb-lov allerede inden den er vedtaget. Udlejning af enkeltværelser bliver undtaget fra reglerne om, hvor meget man må udleje sin bolig om året. Dermed får det ingen praktisk betydning,” lyder kritikken. Grænsen kommer nemlig kun til at gælde udlejning af hele boligen – og ikke enkeltværelser. Med andre ord kan man udleje sin bolig som enkeltværelser, når man har opbrugt de tilladte dage for hele boligen, siger Horesta.

”Konsekvensen er, at loftet over antal udlejningsdage ikke får nogen betydning, det er dybt problematisk”, siger Kirsten Munch, politisk direktør i Horesta, der tilføjer: ”Under udformningen af det egentlige lovforslag er udlejning af enkeltværelser blevet undtaget. Konsekvensen er, at dette marked forbliver et ukontrollabelt vilde vesten. Det bliver umuligt at se forskel på, om der udlejes et værelse eller en hel bolig.”

Horesta har kontaktet skatteordførerne for de politiske partier og skatteminister Karsten Lauitzen for at gøre opmærksom på problemerne i lovforslaget.

Lovforslag er noget juks
Til STANDBY.dk siger Kirsten Munch: ”Den oprindelige aftale mellem partiernes skatteordførere var fin nok, men der er kommet ændringer fra lovforslaget forlod Skatteministeriet til det blev endeligt udformet i Erhvervsministeriet. Vi ved ikke, hvor og hvordan undtagelserne fra at det omfattede hele boligen til nu at give mulighed for at udleje enkeltværelser er opstået.”

Videre siger Horestas politiske direktør: ”Det lovforslag, der nu er blevet præsenteret, er noget juks – det har vi gjort skatteordførerne og ministerierne opmærksom på. Vi har fået lovning på, at loven allerede bliver evalueret i år – altså to år før Airbnb-udlejerne i Danmark skal til at betale skat for udlejning af privatboliger. Det virker uforståeligt, at man ikke blot sikrer, at det kommende lovforslag udformes korrekt i stedet for at iværksætte en evaluering, nærmest inden loven er trådt i kraft.”

Relaterede artikler:

Airbnb ser stor stigning i Danmark

Politisk forlig om Airbnb i Danmark

Horesta-formand til tops i europæisk hotelorganisation