- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Hotel udvider gratis løbeklub

De to københavnske Arthur Hotels har i et år tilbudt for eksempel udenlandske gæster gratis løbeture på guidede ruter. Det er blevet en succes – og nu udvides antallet af ugentlige løbeture.

Arthur Hotels – Hotel Kong Arthur og Ibsens Hotel i Nansensgadekvarteret mellem Søerne og Nørreport Station – søsatte i efteråret 2017 konceptet under navnet Ni’mat Running Club med to løbeture om morgenen.

Den gratis løbeklub, der nu hedder Arthur Running, er blevet så stor en succes, oplyser hotellerne, at den nu udvides til fem morgener om ugen. Alle er velkomne, hotellets gæster og for eksempel borgere i kvarteret.

Løbeturene ledes og guides af træningsekspert Christina Heick og hendes team af hjælpetrænere. For interesserede undervises der i forbindelse med løbeturene i løbeteknik, grundreglerne i en sund løbeøkonomi og muskulær træning, oplyser Arthur Hotels.

Turene hos Arthur Running varer en times tid – men der er stop undervejs til blandt andet træningsøvelser. Løbeklubben passerer for eksempel BaNanna Parken i Nannagade, Den Sorte Diamant ved Det kongelige Bibliotek eller Søren Kierkegaards Bibliotekshave, der også ligger i den indre by.

Det gratis morgenløb starter fra Ibsens Hotel og henvender sig blandt andet til hotelgæster, der har løbeskoene med på besøget i København og som gerne vil løbe, men af gode grunde, hvis de ikke bor i den indre by, kender egnede ruter.

Med på løbeturene er udover guider og hotelgæster for eksempel også lokale beboere samt hotellernes medarbejdere, der fungerer som løbemakkere og guider.

Arthur Running inviterer på forskellige løberuter på de fem morgener om ugen, hvor konceptet har løbeskoene på. Det er tirsdag til fredag klokken 6.30-7.30, mens der lørdag først startes klokken 7.30. Der er mødested foran Ibsens Hotel på Vendersgade 23.

Hotel bliver større
I øvrigt er Arthur Hotels i gang med at udbygge sit flagskib, firestjernede Hotel Kong Arthur, med 59 værelser, så det kommer op på 214 når udbygningen er færdig til sommer.

Den kendte hotelkæde, der primært ejes af administrerende direktør Kirsten Brøchner-Mortensen, mens driftsdirektør Helle Hessellund Bisholm har lidt over 30 procent, vil udbygge Hotel Kong Arthur med 64 nye værelser i nabobygningen ud mod Vendersgade. I den forbindelse nedlægges fem værelser på selve Kong Arthur for at give plads til en udvidelse af hotellets morgenmadsrestaurant.

Mens Ibsens Hotel har 118 værelser skal det større Hotel Kong Arthur udvides fra de nuværende 155 med yderligere 59, så det kommer op på 214 værelser. Dermed vokser Hotel Kong Arthur og Ibsens Hotel fra de nuværende 273 værelser til 332.

Relaterede artikler:

Kendt københavnerhotel bliver større

Comwell får digitale løberuter ved alle hoteller

Nyt dansk samarbejde skal skaffe flere cykelturister