- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Hurtigruten skal have ekspeditionsskib

I den stigende konkurrence mod luksuriøse ekspeditionsskibe fra andre rederier, vil norske Hurtigruten, der sejler langs Norges kyst, foretage den største opgradering rederiets historie.

Det skal ske ved at ombygge det eksisterende skib MS Finnmarken til et luksuriøst ekspeditionsskib for et ikke oplyst millionbeløb. Ombygningen kommer formentlig også fordi Hurtigruten fra 2021 får konkurrence fra rederiet Havila Kystruten på sin hovedstrækning fra Kirkenes i nord til Bergen i syd.

Klik for stort format. Hurtigrutens skib MS Finnmarken, der nu skal totalt istandsættes. Foto: Agurtxane Concellon/Hurtigruten.

Finnmarken, der har plads til over 900 passagerer, skal bygges om til et nærmest helt nyt, premium ekspeditionsskib og fra 2021 sejle såkaldte ekspeditionskrydstogter hele året til udvalgte havne langs den norske kyst.

”Vi skal forvandle hende til et fuldstændigt, premium ekspeditionscruiseskib med al den komfort og alle de faciliteter der er nødvendige for at skabe unikke oplevelser,” siger Hurtigrutens koncernchef, Daniel Skjeldam, i en pressemeddelelse.

I forbindelse med sin forestående opgradering skal skibet gennem en række større ændringer. Disse omfatter ombygning og opgradering af motorerne så de opfylder alle kendte og kommende miljøreguleringer, også kaldet Tier 3.

Skibet får blandt andet mulighed for at modtage såkaldt landstrøm ligesom det klargøres til fremtidige installationer af batteripakker til at drive skibet.

Batteridrevne skibe er ikke langt ude i fremtiden hos Hurtigruten. I dette forår lancerer Hurtigruten efter egne oplysninger verdens første hybriddrevne ekspeditionsskib, MS Roald Amundsen, der næste år får følgeskab af søsterskibet MS Fridtjof Nansen.

En strækning på 2.500 kilometer
Selve rederiet Hurtigruten blev søsat tilbage i 1893, og sejler i dag primært mellem Bergen og Kirkenes, en strækning på 2.500 kilometer. Rederiet har i dag 11 specialbyggede skibe med daglige afgange til og fra 34 havne på strækningen. Med stop i havnene tager det 11 dage at sejle de 2.500 kilometer mellem Bergen og Kirkenes.

Som led i opgraderingen kommer der også en total renovering af alle skibets kahytter og suiter, de får blandt andet større vinduer. På dækket hvor der i dag er blandt andet fitnesscenter og sauna, kommer i stedet fem store suiter med panoramavinduer.

Finnmarken får også fire restauranter – samlet skal de servere et udbud af a la carte-retter til mere traditionelle norske retter. Der kommer også et højteknologisk Science Center, et nyt wellness-område ligesom poolområdet renoveres og butikken udvidet. Hvor der i dag er bildæk kommer der fremover blandt andet speedbåde til små ture til kystområdet.

Relaterede artikler:

Hurtigruten får konkurrence

Største år for nye krydstogtskibe

Regnefejl betyder tomt svømmebassin