Den hundredårige norske skibsrute fra Bergen til Kirkenes har været i udbud, og for første gang bliver der fra 2021 konkurrence mellem to rederier.
Den norske regering har sat sig klare mål for Hurtigruten i fremtiden, som en betingelse for at bevare den vigtige forbindelse mellem de 33 havne langs ruten ind i smalle og maleriske havne. For det første skal det være mere miljørigtigt. For det andet skal der være mere konkurrence.
Brikkerne er nu faldet på plads. Trafikken deles med syv skibe til Hurtigruten og fire til Havila Kystruten. Der kommer fire nybygninger direkte fra værft til Havila, mens de syv skibe fra Hurtigruten renoveres totalt. Og samtlige 11 bliver med seneste miljøudstyr med flydende naturgas (LNG). Det betyder på det nærmeste nul CO2- udslip. Den norske stat har i kontrakten bevilget et tilskud på cirka 800 millioner norske kroner årligt, eller godt 70 millioner kroner per skib.
Premieren bliver januar 2021, når Hurtigrutens nuværende kontrakt er udløbet. ”Vi glæder os. Det skal der ikke være nogen tvivl om, ”siger salgsdirektør hos Havila, Tor Johan Pedersen, til STANDBY.dk.
Skrappe miljøkrav
”Vi skal i gang med at bygge vort danske agentled op, og selv om Hurtigruten er godt kendt i Danmark, bliver det her noget helt andet. Der bliver konkurrence, også på prisen.”
Tor Johan Pedersen er en af dem, der har lært mange danskere at tage på krydstogt. Han var den ansvarlige for salget i Danmark for Royal Caribbean Cruise Line fra 1999 til 2008.
”Det har været vigtigt for Samferdselsdepartementet, at trafikken langs den norske kyst, opfylder de skrappeste miljøkrav. Derfor kommer vi med fire helt nye skibe, og de syv fra Hurtigruten skal bygges helt om. Samtidig skal vi både konkurrere og samarbejde om en total dækning af ruten med daglige afgange. Vi skal ind i 37 havne undervejs i de 11 dage ud og hjem fra Bergen til Kirkenes.
Om sommeren med rigtig mange turister og lokaltrafik. Om vinteren, ofte med vanskelige vejrforhold, gælder det primært at holde forbindelsen til små bygder inde i fjordene,” siger han.
I den uofficielle lister over krydstogtselskabernes danske passagerer ligger Hurtigruten på en klar førsteplads. Især fordi mange nøjes med to til tre dage ombord. De færreste tager hele turen til Nordkap og videre til Kirkenes. Hvis de vælger den løsning er de internationale krydstogtskibe ofte de billigste.
Relaterede artikler:
Biogas skal være fremtiden for Hurtigrutens skibe