- STANDBY.dk - https://standby.dk -

Icelandair Hotels solgt til malaysisk hotelgruppe

Malaysiske Berjaya Land Berhad tæt på at købe de 20 hoteller i Icelandair Hotels for over 570 millioner danske kroner af Icelandair Group. Berjaya vil også opføre hotel i Grønlands hovedstad.

Reelt er det et irsk datterselskab fra Berjaya Land Berhad, Berjaya Property Ireland Limited, der i første omgang køber 75 procent af aktierne i Icelandair Hotels.

Selve Icelandair Hotels har 20 hoteller i Island med i alt 1.811 værelser. Næste nye hotel i Icelandair Hotels bliver det 145-værelser store Austurvöllur Square-hotel i det centrale Reykjavik, der åbnes næste år i samarbejde med Hilton Hotels. Icelandair Hotels driver allerede et andet Hilton-hotel i centrum af den islandske hovedstad, Hilton Canopy Reykjavik.

Omsætningen hos Icelandair Hotels var sidste år 97 millioner dollars – kæden har 700 medarbejdere.

Den endelige handel mellem Icelandair Group og Berjaya forventes nu først på plads med udgangen af februar næste år – tidligere var det forventede salgstidspunkt sat til udgangen af i år, 2019. Forsinkelsen skyldes en finansieringsmæssig kontrol hos de malaysiske myndigheder. Bliver den endelige handel ikke gennemført, kan Icelandair Group sælge sine hoteller til anden side, oplyses det.

Icelandair Group vil sælge sine hoteller for i stedet at koncentrere sig om sin kerneforretning, luftfart.

I forbindelse med salget kommer en refinansiering af Icelandair Hotels via Arion Bank, der blandt andet også er midlertidig ejer af TravelCo Nordic, det tidligere islandske Primera Travel Group med blandt andet danske Bravo Tours.

50.000 danske ankomster til Island
Med et stabilt tal på omkring 50.000 danske ankomster om året til Island, hvor danskerne i snit er en lille uge, er Danmark kun Islands 9. største incominggruppe.

I alt har Reykjavik og området omkring den islandske hovedstad cirka 60 hoteller med tæt på 5.200 værelser. Nogle af de nyeste hoteller er et femstjernet Marriott med 250 værelser ved koncert- og operahuset Harpa ved havnen i Reykjavik. Og tæt på Islands hovedlufthavn, Keflavik, et andet Marriott, et Courtyard-hotel, med 150 værelser.

Også hotel i Grønland
I øvrigt har malaysiske Berjaya planer om andre hoteller i Vestnorden. Kæden vil opføre et 94 værelser stort luksushotel i fire etager i Grønlands hovedstad, Nuuk.

I første omgang skulle det placeres i den såkaldte Kolonihavnen i hjertet af den grønlandske hovedstad. Men efter protester skal der nu findes et andet sted i det centrale Nuuk.

Relaterede artikler:

Island viste flaget for den danske rejsebranche

Icelandair sælger sin hotelkæde

Asiatisk hotelkæde vil opføre luksushotel i Grønland