Icelandair Group har fundet køber til sine 20 hoteller under Icelandair Hotels; det blev den malaysiske hotelgruppe Berjaya Land Berhad, der har købt 75 procent af Icelandair Hotels.
Icelandair Group har for 136 millioner dollars solgt 75 procent af Icelandair Hotels til den malaysiske koncern Berjaya Land Berhad, køberen er Berhads irske selskab Berjaya Property Ireland Limited. Resten af aktierne kan købes på et senere tidspunkt.
Icelandair har længe signaleret, at Icelandair Hotels var til salg, blandt andet fordi flyselskabet vil koncentrere sig om primært kun at drive luftfart.
Berjaya Land Berhad beskæftiger sig i forvejen med drift af hoteller og resorts samt ejendomsinvesteringer, oplyser Icelandair Group. Berjaya-koncernen har en årlig omsætning på 1,6 milliarder dollars og 4.000 medarbejdere.
Selve Icelandair Hotels har 20 hoteller fordelt over hele Island med i alt 1.811 værelser. Det næste nye hotel i Icelandair Hotels bliver det 145-værelser store Austurvöllur Square-hotel i det centrale Reykjavik, der åbnes næste år i samarbejde med Hilton Hotels. Icelandair Hotels driver allerede et andet Hilton-hotel i centrum af den islandske hovedstad, Hilton Canopy Reykjavik.
Omsætningen hos Icelandair Hotels var sidste år 97 millioner dollars – kæden har 700 medarbejdere.
Stor turismevækst i Island
I en kommentar til salget af Icelandair Hotels, siger Icelandair Groups koncernchef, Bogi Nils Bogason:
”Den store vækst i antallet af ankommende besøgende til Island over de sidste år skyldes blandt andet Icelandair Group og Icelandair Hotels. Mens vi nu skifter fokus i Icelandair Group mod vores kerneforretning indenfor luftfart, glæder det os samtidig, at Icelandair Hotels overtages af en så erfaren international investor som Berjaya-koncernen, der i årene fremover vil være med til at styrke den islandske turisme.”
Tan Sri Dato Vincent Tan, grundlægger af og koncernchef for Berjaya Group, siger i samme pressemeddelelse:
”Berjayas overtagelse af 75 procent af Icelandair Hotels komplimenterer vores gruppes nuværende portefølje med 19 city- og resort-hoteller i Malaysia, Vietnam, Filippinerne, Japan, Sri Lanka, Seychellerne og Storbritannien. Vores islandske handel vil kunne tilbyde en ny nordisk oplevelse til vores nuværende og kommende kunder fra Asien.”
Relaterede artikler:
Islandske passagertal i frit fald efter WOW-konkurs