Op mod 25 danske rejsebureauer var med da en stribe store islandske leverandører til rejsebranchen gjorde stop i København. Danmark er kun 9. største incominggruppe til Sagaøen.
”Island er blevet stadig bedre til at udbrede sin turistsæson, så den ikke kun omfatter sommerens højsæson – vi ser i stigende grad de udenlandske turister kommer til os hele året. Det betyder også, at stadig flere hoteller holder åbent længere end bare i højsæsonen.”
Det sagde projektchef Oddny Arnarsdottir fra det islandske turistråd, Promote Iceland, til STANDBY.dk torsdag, hvor der var islandsk B2B-workshop for den danske rejsebranche i København.
Her kunne de 25 tilmeldte danske rejsebureauer møde og få nyheder fra en række aktører i den islandske turismeindustri – nævnt alfabetisk: Gray Line Island, Icelandair, Iceland Travel, Islandshotel, Promote Island, Reykjavik Excursions, Snæland Travel og Special Tours.
Med et stabilt tal på omkring 50.000 danske ankomster om året til Island, hvor danskerne i snit er en lille uge, er Danmark kun Islands 9. største incominggruppe. Danskerne flyver til Island med blandt andet Icelandair og SAS, alene Icelandair har her i vinterhalvåret to til tre daglige afgange, blandt andet en tidlig morgenafgang fra Københavns Lufthavn. I højsæsonen har Icelandair over det dobbelte antal flyvning til Københavns Lufthavn.
Denne sommersæson blev Island trafikeret af 28 flyselskaber fra Nordamerika og Europa, mens der her i vinterhalvåret kun er flyvninger fra 16 flyselskaber.
Flest amerikanske turister
Mens danskerne kun er Islands 9. største incominggruppe, topper besøgende fra USA med 500.000 årlige ankomster, fulgt af briterne med 270.000 og 134.000 tyskere fra september sidste år til september i år.
Herefter kommer kineserne, franskmændene, polakkerne, canadierne og spanierne. På årsbasis har Island cirka 2,5 millioner ankomster fra udenlandske turister.
”Vi tiltrækker turisterne til Island af en række årsager, blandt de største er vores fokus på bæredygtighed, wellness og fordi vi i stigende grad får fortalt, at der er meget andet at se i Island end bare Reykjavik,” sagde Oddny Arnarsdottir. Cirka to ud af tre af de over 350.000 islændinge bor omkring hovedstaden – Island er i areal i øvrigt Europas næststørste ø efter England.
I alt har Reykjavik og området omkring hovedstaden cirka 60 hoteller med tæt på 5.200 værelser. Snart åbner endnu et femstjernet hotel, Marriott, med 250 værelser ved koncert- og operahuset Harpa ved havnen i Reykjavik. Og næste måned åbner Marriott et Courtyard-hotel med 150 værelser tæt på Islands hovedlufthavn, Keflavik.
Relaterede artikler:
Icelandair sælger sin hotelkæde