- STANDBY.dk - https://standby.dk -

Ikonisk luksushotel genåbnet

Hotellet, der tidligere blandt andet hed Hotel Europejski, ligger i centrum af den polske hovedstad Warszawa. I dag hører det under den enorme franske hotelkæde Accor og et af dets varemærker Raffles, kendt fra det berømte Raffles Hotel i Singapore. Accor købte i 2015 tre kendte internationale hotelvaremærker for cirka 21 milliarder kroner, udover Raffles også Fairmont og Swissotel.

Den 160 år gamle bygning, der nu huser Raffles Europejski, regnes som en af Polens mest ikoniske. Den omfattende og kostbare renovering af det gamle hotel har bragt standarden til ultimativ luksus, lyder det fra Accor. Der er foreløbig kun Raffles-hoteller to andre steder i Europa, London og Paris.

Raffles Europejski har 106 værelser og nogle af Warszawas største hotelsuiter. I samarbejde med lokale arkitekter og designere er værelserne indrettet i klassisk polsk design med bevarede detaljer fra det originale interiør. Hotellets offentlige områder byder på en imponerende samling af det bedste fra den polske kunstscene – Raffles Europejski Art Collection består af næsten 500 kunstværker, skabt af over 120 kunstnere.

Raffles Europejski har blandt andet en stor spa, pool, cigarlounge samt konditori – og i restauranten serveres sæsonbaseret menuer med lokale råvarer.

”Warszawa er et populært og fortsat voksende rejsemål for vores nordiske rejsende,” siger Jan Birkelund, nordisk ansvarlig for salg og distribution hos AccorHotels.

Kun 11 Raffles Hotels & Resorts i verden
Raffles Europejski er efter Paris og London den kun tredje europæiske destination med et Raffles-hotel – og dermed en del af i alt 11 Raffles Hotels & Resorts rundt om i verden. De næste, der står for tur til en stor renovering, er Raffles London, Raffles Boston Back Bay og Raffles The Palm Dubai.

Selve AccorHotels har over 4.300 hoteller og resorts – fordelt på en portefølje af hotelvaremærker fra luksushoteller, mellemklasse- og boutiquehoteller samt økonomihoteller. Ud over sin kernevirksomhed har AccorHotels også udlejning af 10.000 private luksusboliger rundt om i verden.

Relaterede artikler:

Luksushotel får Michelin-restaurant som partner

Kæde af luksushoteller får nye medlemmer

Hamborg klar med nyt luksushotel