- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Jysk messe stiller skarpt på meetings og events

På næste måneds Meeting Live Vest i Fredericia viser over 100 udstillere fra hele landet hvad de formår overfor arrangører af blandt andet forretningsmøder, konferencer og firmafester.

”Sammen er vi stærkere,” siger event- og mødechef Silja Alisch fra IBC Innovationsfabrikken i Kolding forud for Meeting Live Vest den 13. november i Messe C i Fredericia, det tidligere Fredericia Messecenter.

Hun har efterlyst en messe, hvor jyske og fynske mødesteder kan profilere sig over for alle med ansvar for at arrangere forretningsmøder, konferencer og firmafester uden for Københavnsområdet.

Den messe får de mødeansvarlige nu, for første gang – der er foreløbig 110 tilmeldte udstillere.

”Alt tyder på, at vi har ramt et længe næret ønske. Tilslutningen fra mødesteder, foredragsudbydere, events og mange andre leverandører til afholdelse af enhver form for mødevirksomhed er meget højere, end vi havde turdet håbe på,” siger direktør Christian Guldager fra firmaet Kursuslex, der står bag den nye mødemesse, Meeting Live Vest.

Messen er målrettet de ansvarlige for at booke og planlægge møder, kurser, seminarer, konferencer, kongresser, firmafester og så videre i virksomheder, organisationer og foreninger.

Håber på en skarp profil
“Vi sætter stor pris på, at Meeting Live Vest holdes her i Trekantområdet for første gang og vi har store forventninger til udbyttet af vores deltagelse,” siger direktør Eva Ejlskov, Trinity Hotel & Konference Center i Fredericia, og tilføjer:

”Konkurrencen om kunderne er stor. Med den ekspansion, vi ser nu – ikke mindst København, men også i Aarhus i disse år – er det endnu vigtigere, at fastholde og udvikle den position, Trekantområdet har haft i flere årtier som det næstmest attraktive mødested vest for Storebælt.”

Mange kendte navne blandt udstillerne
MICE-messen i Fredericia har tiltrukket en lang række kendte navne fra branche, lokale, regionale og landsdækkende. Blandt disse er:

Arp-Hansen Hotel Group, Arthur Hotels, BC (Bella Center) Hospitality Group med Copenhagen Marriott Hotel og Crowne Plaza Copenhagen, Benniksgaard Hotel, Best Western, Bridgewalking Lillebælt, Conference Manager, d´Angleterre, Destination Djursland, Destination Nyborg og Deutsche Hospitality (Steigenberger Hotel).

Hertil kommer Esbjerg Conference Hotel, Fjord Line, Fængslet Horsens, Fænø Sund Konference i Middelfart, Helnan Hotels, Hindsgavl Slot, Horisont Hotel & Konference (det tidligere Koldkærgård ved Aarhus), Hotel Faaborg Fjord, Hotel Hesselet, Hotel Koldingfjord og Hotel Juelsminde Strand.

Disse er også med i Fredericia: Legoland Hotel & Conference, MeetingLillebælt, Milling Hotels, MPI Denmark, Musikhuset Aarhus, Musikhuset Esbjerg, Mødeøen Fyn, Nordisk Film Biografer, Nyborg Strand, Radisson Blu Hotel i Papirfabrikken i Silkeborg, Scandic Hotels, Unikke Mødesteder i Nordsjælland, Vingsted hotel & konferencecenter, Visit Herning, Visit Kolding, Visit Silkeborg, Aalborg Kongres & Kultur Center og så videre…

Deltagelse på messen er gratis for møde- og eventplanlæggere, der kan få gratis transport til Messe C i messebusser fra Aalborg, Aarhus, Vejle, Odense og København.

Relaterede artikler:

Møder i Danmark for 26 milliarder kroner

Priser til den danske møde- og eventbranche

To mødespecialister indgår samarbejde