- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Kampagne hjælper jyder og fynboer fra København

Delebilsvirksomheden GoMore vil med ny kampagne give rabat hvis jyder eller fynboer med bopæl i København vil hjem på besøg i private lejebiler.

Kampagnen sætter fokus på Svendborg, Sønderborg og Varde. Kampagnen skal let og grønt hjælpe flere jyder og fynboer hjem på besøg i private lejebiler, hedder det fra GoMore.

Kampagnen ”Savner du en københavner?” har fokus på Svendborg, Sønderborg og Varde fordi de tre byer, ifølge GoMore, er svære at nå med offentlig transport fra København – og der kan derfor være langt mellem besøgene hjemme på Fyn og i Jylland.

Det skal der laves om på med private lejebiler, der er en stigende tendens som grøn og fleksibel transport. I 2019 bookede danskerne lejebil hos hinanden hele 53.500 gange, oplyser GoMore.

”Som storleverandører af københavnske indbyggere rummer Svendborg, Sønderborg og Varde et naturligt stort potentiale som delebilsdestinationer for private lejebiler. Mange i de tre byer vil savne et familiemedlem, en ven eller en tidligere kollega, der nu bor i København – og vi vil med private lejebiler sørge for, at de oftere finder vej hjem på besøg,” siger Matias Møl Dalsgaard, stifter og direktør i GoMore.

Gratis hjem på besøg i andres biler
Muligheden for at kunne leje en bil i nabolaget betyder, at færre har behov for at eje en bil – mens bilejerne kan tjene penge på bilen, når den alligevel holder stille. Som en dansk bil i gennemsnit gør 23 timer i døgnet, oplyser GoMore.

Kampagnen bliver synlig i de tre byers, Svendborg, Sønderborg og Varde, gadebillede, hvor der uddeles københavnerkuponer til de lokale. En kupon kan indløses til at få besøg af en, der bor i København – hvor GoMore betaler den ene vej hjem med privat lejebil.

En kupon kan indløses til at få 50 procent rabat på privat billeje gennem GoMore til ture mellem København og Svendborg/Sønderborg/Varde. Lejen skal være på minimum 1.000 kroner og booking med rabatkuponer kan foretages til og med 14. februar, mens køreturen skal afvikles inden for tre måneder.

GoMore faciliterer deling af biler gennem samkørsel, privat biludlejning og leasing. GoMore findes i Danmark, Sverige, Norge, Spanien og Frankrig.

Relaterede artikler:

Biludlejer køreklar med gode råd til billigere billeje

Briter lejede flest biler i Danmark

Stadig flere lejer udlejningsbiler i Danmark