- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Kapitalfond overtager fire danske turistbusselskaber

Egon’s, Larsenbus, Papuga og Papuga Bus vil fusionere under navnet Vikingbus, der bliver Danmarks største busoperatør. Den reelle ejer bliver samme selskab der kontrollerer Molslinjen og andre færgeruter.

(Artiklen er opdateret med udtalelser til STANDBY.dk fra managing partner Jan Johan Kühl fra Polaris)

Den nordiske kapitalfond Polaris bliver en endnu større spiller indenfor dansk turisme, da Polaris skal have 60 procent af aktierne i nyskabelsen Vikingbus med Egon’s, Larsenbus (Københavns Bustrafik), Papuga og Papuga Bus. De fire selskaber har de resterende 40 procent.

I forvejen ejer Polaris 79 procent af Molslinjen, der er Danmarks største færgerederi. Udover selve Molslinjen mellem Sjællands Odde og Aarhus, kontrollerer rederiet også Bornholmslinjen, Alsfærgen, Fanøfærgen, Langelandsfærgen og Samsøfærgen.

Med Vikingbus skabes Danmarks største operatør med cirka 450 busser, der udfører alle former for bustransport i Danmark og i udlandet, oplyses det i en pressemeddelelse. De fire busselskaber beskæftiger samlet cirka 775 medarbejdere og havde samlet sidste år en omsætning på 800 millioner kroner.

Vikingbus bliver første danske landsdækkende busselskab, men eftersom der er omkring 13.000 busser i Danmark vil det nye selskab kun have små fire procent af markedet.

Vikingbus vil betjene en bred vifte af kunder i Danmark og Europa, herunder rejsebureauer, private virksomheder, foreninger samt offentlige kunder, der serviceres inden for skolekørsel, handicap- og sygetransporter samt rute- og bybuskørsel. Vikingbus vil operere inden for mini-, rute- og turistbuskørsel, oplyses det.

”Samlet bliver vi en endnu stærkere partner. Med vores samlede kompetencer og varierede busflåde vil vi blive endnu mere konkurrencedygtige,” siger Mogens Pedersen, der skal være administrerende direktør for det fusionerede selskab. Han er i dag også direktør for Egon’s.

Lars Larsen, direktør for Larsenbus, vil blive ansvarlig for busaktiviteter i Østdanmark; Peter Papuga, direktør for Papuga Bus, bliver ansvarlig for busaktiviteter i Vestdanmark, mens Carsten Papuga, direktør for Papuga, skal være ansvarlig for indkøb og udbud.

Danske overenskomster
”Som en førende operatør ønsker vi at sætte standarderne i branchen med service-mindede chauffører på danske overenskomster,” siger Mogens Pedersen.

Managing partner Jan Johan Kühl fra Polaris siger til STANDBY.dk: ”Vi har været i kontakt med de fire busselskaber et halvt års tid. Der er ikke i øjeblikket planer om, at der skal være flere selskaber i Vikingbus, hvor vi er gået ind med en meget solid kapitalstruktur.”

Jan Johan Kühl kan “ikke huske,” hvor meget Polaris har betalt for de fire busselskabet. Kapitalfonden ejer typisk sine investeringer i fem til syv år. I den periode arbejdes blandt andet med at forstærke deres struktur og få forretningen til at vokse.

Vikingbus vil blive landsdækkende med afdelinger i København, Køge, Slagelse, Svebølle, Vordingborg, Vejle, Kolding, Skjern og Aarhus, hvor et nyt anlæg bliver opført.

Styrkerne ved fusionen er blandt andet stordriftsfordele ved indkøb af busser, brændstof, reservedele og så videre samt fælles IT- og økonomisystemer, markedsføring og udvikling. Fusionen vil betyde, at to afdelinger i Storkøbenhavn samles i Hvidovre, ligesom afdelinger i Brørup og Vejle vil blive samlet i Vejle.

Vikingbus vil blive indfaset som fælles brand efter konkurrencemyndighedernes godkendelse af fusionen.

Partnerne bag Vikingbus
Egon’s blev grundlagt i 1982 af Egon Pedersen og ejes og drives i dag af sønnen Mogens. Egon’s, der også omfatter Ørslev Turistfart, arbejder med handicap- og sygetransport, rute- og skolekørsel samt selskabs- og turistkørsel. Egon’s har 180 medarbejdere på hovedkontoret i Slagelse.

Larsenbus (Københavns Bustrafik) har i de seneste 14 år været drevet under brands som Københavns Bustrafik, Dania Turist, Lokalbus, Schmidts Turist, Holte Turist, Brønnums, Veddebus, Kolls Turist, Bjert Busser, Centrum Turist og Vikingbus. Selskabet kører blandt andet for rejsebureauer, erhvervskunder og offentlige myndigheder. Larsenbus har 500 medarbejdere og hovedkontor i Hvidovre og Køge.

Papuga blev grundlagt i 1971 af Merete og John Papuga. I dag ejes og ledes virksomheden af sønnen Carsten. Papuga’s speciale er busrejser til blandt andet europæiske feriemål og arrangementer i Danmark. Papuga har 18 medarbejdere og afdelinger i Kolding og Brørup.

Papuga Bus blev etableret i 1964 af Hein Papuga. I dag ejes virksomheden, der også driver Folmann Busser, Egeskov Turistfart og Bookingabus, af sønnen Peter (75 procent) og Lars Larsen (25 procent). Papuga Bus’ speciale er busrejser til turistmål i hele Europa for nogle af landets største rejsebureauer samt kørsel for erhvervskunder i Danmark. Papuga Bus har 80 medarbejdere og hovedkontor i Vejle.

Polaris er en nordisk kapitalfond med hovedsæde i København, som investerer i mellemstore virksomheder. Polaris ejer 13 virksomheder med en samlet omsætning på syv milliarder kroner og 5.000 ansatte.

Relaterede artikler:

Vrede over ministre på ferie mens hotelbranchen kæmper

De fleste danske turistbusfirmaer trues af konkurs

Dansk rejsebureau konkurs – konkurrent overtager