- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Kendt brancheprofil skifter til Radisson

Kaj Berthelsen – kendt fra Avis Biludlejning og erhvervsrejsebureauet CWT – har netop med base i Aarhus fået nyt job hos Radisson Hotel Group.

Kaj Sindberg Berthelsen er netop begyndt i ny stilling hos Radisson Hotel Group med titel af Account Manager Western Denmark. Om gruppens nye medarbejder i Danmark, siger salgsdirektør for hotelgruppen i Danmark, Søren K. Christensen, til STANDBY.dk:

”Kaj kommer til at arbejde ud fra vores cluster kontor i Aarhus med primært fokus på Vestdanmark. Kaj skal varetage arbejdet med nogle af vores nøglekunder samtidig med at han med sin erfaring og brede netværk skal bringe nye kunder til Radisson Hotel Group.”

Kaj vil ligeledes få stort fokus på at sælge Aarhus Congress Center (ACC), vores store center med kongresfaciliteter i forbindelse med Radisson Blu Scandinavia Hotel i hjertet af Aarhus, tilføjer Søren Christensen og fortsætter:

”Det er vores mål, at give vores kunder og gæster de bedst mulige oplevelser, og vi er derfor glade for at kunne byde en personlighed og erfaren account manager som Kaj velkommen til teamet og til Radisson Hotel Group.”

Kendt i rejsebranchen
Kaj Berthelsen er et kendt og anerkendt navn i den danske rejsebranche. Inden skiftet til Radisson Hotel Group, har han senest haft næsten otte år som Key Account Manager – Nordic Outbound Leisure i biludlejningsvirksomheden Avis Budget Group.

Inden da havde han et kortvarigt sving forbi det store erhvervsrejsebureau Carlson Wagonlit Travel, hvor han var Office Manager hos CWT i Aarhus i halvandet år fra efteråret 2009 til foråret 2011.

Kaj Berthelsen kom til CWT efter over tre år hos Avis Denmark, hvor han var salgschef med ansvar for Travel Agency & Partner Relations.

Det var mandag ikke muligt for STANDBY.dk at fange Kaj Berthelsen for en kommentar om årsagen til skiftet fra Avis Biludlejning til Radisson Hotel Group.

Relaterede artikler:

Avis Biludlejning nedlægger skandinavisk topjob

Nyt topjob til dansk hotelprofil

Hotelkæde byder konkurrent velkommen

Ny salgsdirektør i stort biludlejningsfirma