- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Kina kan overhale Frankrig som største turistmål

Fortsætter vækstraterne som i dag, så overhaler Kina i 2030 Frankrig som det land i verden med flest ankommende turister fra udlandet, siger nye beregninger.

Der kan ske 117 ting i mellemtiden, men navnlig hjulpet på vej af en voksende middelklasse i Asien med muligheder for at rejse endnu mere end i dag, så er Kina om bare 12 år landet med flest udenlandske turister.

Det siger i hvert fald ny undersøgelse fra research gruppen Euromonitor International. Den nye rapport blev fremlagt tidligere på ugen ved en konference i London. Her havde Euromonitor masser af tal med, blandt andet at der alene i år vil blive foretaget 1,4 milliarder udlandsrejser verden over, en stigning på fem procent i forhold til sidste år.

Euromonitor har også prøvet at kigge på fremtiden – og her siger beregningerne, at i 2030 er tallet af årlige udlandsrejser steget fra de 1,4 milliarder i år med endnu en milliard til altså 2,4 milliarder. Og den forøgelse vil, stadig ifølge Euromonitor, betyde, at Kina overhaler Frankrig som verdens mest besøgte land for turister fra udlandet.

Navnlig ser den nye undersøgelse tendenser til stor vækst i Asien med årlige vækstrater i snit på omkring ti procent. Asien vil have en stigende middelklasse med muligheder for at rejse stadig mere – økonomien vil ikke nødvendigvis række til kostbare jordomrejser, men vil blive koncentreret på hjemmebanen i Asien, hedder det.

Ifølge undersøgelsen vil 80 procent af turist-ankomsterne til de asiatiske lande i 2030 komme fra rejsende fra andre lande i regionen.

”Vækst i turisme er et nøgleområde i den kinesiske økonomi – mange ressourcer er brugt til at forbedre landets infrastruktur ligesom Kina er blevet mere venlig og imødekommende overfor udenlandske turister,” skriver Euromonitor i sin rapport.

Også fremgang andre steder
Analysen af fremtidens stigninger indenfor turisme siger også, at lande tættere på Europa som Egypten, Tunesien og Tyrkiet, der har set store nedgange de seneste år på grund af politiske uroligheder, igen står til vækst.

Rapporten noterer, at selv om Egypten fra sidste år til i år har set en stigning i antallet af udenlandske turistankomster på 134 procent, så er landet stadig langt fra de ankomsttal det havde tilbage i 2010. Mens der sidste år var otte millioner ankomster til Egypten, var tallet i 2010 på 14 millioner.

I selve Europa er Storbritannien er ukendt faktor som følge af det forestående Brexit. Når Storbritannien efter planen til marts næste år forlader EU-samarbejdet forudser analysen at flere millioner briter de kommende år vil blive hjemme på grund af usikkerhed omkring den britiske økonomi. Dette vil blandt andet påvirke ankomsttallene til Spanien, en af de største modtagere af britiske turister, hedder det fra Euromonitor International.

Relaterede artikler:

Kinesisk enklave vil være synlig i Norden

SAS fejrede ny rute til Hong Kong

Ingen kan se ind i fremtiden