- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Klar med Danmarks dyreste hotelsuite

Listeprisen er 35.000 kroner i døgnet. For pengene får gæsten på 5-stjernet hotel i København blandt andet kæmpe soveværelse, stor lounge og spisebord til 12 personer.

”Vi får aldrig tjent de penge ind, vi får næppe udlejet suiten særlig mange gange til den officielle listepris på 35.000 kroner for en overnatning,” medgav koncernchef for BC (Bella Center) Hospitality Group, Allan Agerholm, da Danmarks største 5-stjernede hotel, det 406 værelser store Marriott Copenhagen, i går præsenterede sin totalt opgraderede Royal Suite. Marriott-hotellet er et af de foreløbig tre hoteller under BC Hospitality Group. Der er brugt 4,5 millioner kroner på istandsættelsen af Royal Suite, som betød lukning af suiten i over tre måneder. Men nu står den klar – sågar med egen hjemmeside: royalsuite.dk

”Alt er nyt, suiten har fået en total make over,” sagde hotellets direktør, Anna Käll, i går ved præsentationen til standby.dk og tilføjede, at de første bookinger af Royal Suite allerede er i hus.

De 35.000 kroner dækker en overnatning i den 170 kvadratmeter store suite. Den har ud over et kæmpe badeværelse med et meget avanceret spa-brusebad og karbad, stort soveværelse, en meget rummelig lounge og spiseområde med plads til 12 personer samt et køkken, hvor en af hotellets kokke kan tilberede mad.

Men mindre kan også gøre det. For Royal Suite kan også lejes til for eksempel diskrete møder, receptioner, private middagsselskaber og så videre. Her er prisen 10.000 kroner. Uden overnatning. Gæsterne kan sidde om det store spisebord og eksempelvis se præsentationer på det 76 tommer store B&O-fjernsyn. I alt har suiten fire fjernsyn, også et i badeværelset.

Marriotts hotelchef, Anna Käll, og koncernchef for BC Hospitality Group, Allan Agerholm ved præsentationen af Royal Suite.

Skal være et trækplaster
Ræsonnementet ved at bruge 4,5 millioner kroner på den nye supersuite er blandt andet at tiltrække VIP-gæster som kongelige, film- og musikstjerner, statsoverhoveder, topchefer fra internationale koncerner og så videre. Ved at disse og andre formuende gæster bor i suiten på Marriott, frem for i suiter på konkurrerende hoteller, kan Marriott-hotellet i København få megen omtale og dermed styrke sit varemærke.

Konkurrenter med suiter på højt niveau i København tæller blandt andet Hotel d’Angleterre, Royal Hotel, Tivolis Nimb Hotel, Skt. Petri og Københavns nyeste 5-stjernede hoteller, Nobis.

”Men som jeg ser det, så har København ikke et tilsvarende suiteprodukt som vores Royal Suite,” siger Allan Agerholm.

Copenhagen Marriott, der åbnede i september 2001, havde sidste år over 200.000 overnattende gæster; de tre største gæstegrupper er amerikanere, briter og skandinaver. Hotellet omsatte i 2017 for mere end 220 millioner kroner, cirka 80 procent af indtægterne kom fra hotelovernatninger.

Relaterede artikler:

København mangler internationale hotelkæder

Danske hoteller fordobler milliardoverskud

Kæmpe hotelhandel i København