HOTELLER: Den danske hotelbranche fik sidste år et plus på to milliarder kroner. De næste år kommer yderligere 11.000 hotelværelser – det bekymrer analytiker.
Mens den danske hotelbranche i 2014 kom ud med et samlet overskud på 424 millioner kroner, voksede tallet i 2015 til lige over én milliard kroner – sidste år blev det endnu bedre: en samlet bundlinje på 2,136 milliarder kroner i 2016.
Det viser rejsebrancheanalytiker Ole Egholms analyse af de 180 største danske hotelselskaber og hoteloperatører i 2016. Den udkommer i morgen, tirsdag, for 11. år i træk.
”Det ser super godt ud for den danske hotelbranche – også når vi kigger på de foreløbige tal for i år fra Danmarks Statistik. Udbuddet af hotelværelser fortsætter med at vokse, det samme gør belægningsgraderne – selv om vi i år måske ikke kommer til at overgå rekordresultatet for sidste år,” siger Ole Egholm til standby.dk
Ole Egholm og hans Dansk Brancheanalyses omfattende gennemgang af den danske hotelbranche for 2016 omfatter 180 hoteloperatører, der dækker 87,1 procent af de 42.031 værelser på danske hoteller med mindst 40 værelser – som er afgrænsningen for analysen. Disse 87 procent omsatte sidste år for i alt 10,9 milliarder kroner, en fremgang på 9,7 procent i forhold til 2015.
Den danske hotelbranche led hårdt under finanskrisen og var tabsgivende seks år i træk fra 2008 til 2013, hvor den tabte næsten 1,7 milliarder kroner, hedder det i den nye analyse.
De 12 største hoteloperatører i Danmark
Af de næsten 10,9 milliarder kroner, som de 180 største danske hoteloperatører omsatte for sidste år, kom en omsætning på næsten 5,5 milliarder kroner fra de 12 største.
Tallene herunder er enten oplyste regnskabstal eller for eksempel estimater fra Dansk Brancheanalyse, hvis hoteloperatøren ikke selv har oplyst dem.
Nummer 1 var københavnske Arp-Hansen Hotel Group, der i år også kom til Aarhus, med 1,142 milliarder kroner i omsætning sidste år, fulgt af Danmarks største hotelkæde, målt i antal hoteller, Scandic, med 1,104 milliarder kroner og Comwell med 857 millioner kroner.
Herefter fulgte hotellerne i Radisson Blu Danmark med en omsætning sidste år på 555 millioner kroner, fulgt af CabInn med 298 millioner kroner og First Hotels med 255 millioner kroner.
De blev fulgt til dørs af Danmarks største femstjernede hotel, Copenhagen Marriott med en omsætning sidste år på 230 millioner kroner, Copenhagen Admiral Hotel med 228 millioner kroner og Hilton Copenhagen Airport med tæt på 228 millioner kroner i omsætning sidste år. Den 1. april i år blev Hilton-hotellet i Københavns Lufthavn til et Clarion-hotel under Choice-kæden.
De sidste tre på Top 12-listen hos Ole Egholm var sammenslutningen Danske Hoteller med en omsætning på 220 millioner kroner, fulgt af kæden Choice Danmark, der omsatte for 194 millioner kroner, mens femstjernede Hotel d’Angleterre i København havde 183 millioner kroner gennem kasseapparaterne.
Alvorligt bekymret
Så længe hotellernes efterspørgselsvækst er større end udbudsvæksten er alt i princippet godt, noterer Dansk Brancheanalyse og tilføjer: ”Med alle de hotelprojekter, der i dag er i støbeskeen, kan vi godt være alvorligt bekymrede for, om efterspørgselsvæksten kan holde når vi ser frem.”
Ole Egholm siger til standby.dk: ”Det er altid en risiko med mange nye hoteller. Det afhænger af udbud og efterspørgsel. Fra 2016 og frem til 2021 vil Storkøbenhavn med de nuværende kendte hotelprojekter se en vækst på 45 pct. flere hotelværelser. Samlet er der fra 2016-2021 i alt 11.000 nye hotelværelser på vej i Danmark; heraf 7.000 i København og 1.000 i Aarhus. Med de 7.000 planlagte nye hotelværelser i København, har Storkøbenhavn fra 2021 en kapacitet på over 22.000 værelser.”
Men, siger Ole Egholm, udviklingen kan blive anderledes. Nogle af de bebudede hotelprojekter bliver ikke gennemført, ligesom der kan komme nye og endnu ukendte projekter.
Relaterede artikler: