- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Klimabekymring påvirker danske sommerferieplaner

Klimahensyn kan få flere til at købe feriebolig i Danmark, viser undersøgelse. Største svargruppe siger dog, at klimadebatten ”slet ikke” har øget deres interesse for ferie i et dansk sommerhus.

Klimaudfordringerne fyldte i valgkampen forud for sidste måneds folketingsvalg – og de betyder stadig mere for forbrugernes adfærd. Senest har for eksempel klimabekymringen i form af ”flyskam” ramt SAS på passagertallene, og nu ser den ud til at også at påvirke danskernes sommerferieplaner.

Det står der i hvert fald i pressemeddelelse om en ny spørgeundersøgelse, som analyseinstituttet YouGov gennemførte for ejendomsmæglerkæden Home og Realkredit Danmark sidste måned. Home er ejendomsmæglerkæde for Danske Bank-koncernen og er et 100 procentejet datterselskab af Realkredit Danmark.

I undersøgelsen med cirka 2.000 besvarelser, der er repræsentativ for den voksne danske befolkning, svarer over 11 procent af de, der ikke selv ejer en feriebolig i Danmark, at klimadebatten, for eksempel CO2-udledning ved at flyve udenlands/køre sydpå i bil, har øget deres interesse for at holde sommerferie i et lejet sommerhus i Danmark.

Cirka fem procent – en ud af 20 – svarer i undersøgelsen, at klimadebatten ”i meget høj grad” har øget deres interesse for at holde ferie i et dansk sommerhus, mens cirka syv procent svarer “i høj grad.”

”Flere familier er de seneste par år blevet bevidste om at flyve mindre og køre mindre i bil, og det grønne hensyn er en faktor, der får flere til at overveje en sommerhusferie herhjemme frem for en udenlandstur,” vurderer boligmarkedsanalytiker Henrik Hauthorn Jensen fra Home i pressemeddelelsen.

31 procent svarer i undersøgelsen, at deres interesse ”i mindre” eller ”nogen grad” er øget – mens klimadebatten for 45 procent ”slet ikke” har øget deres interesse for at holde sommerferie i et sommerhus i Danmark. Resten svarede ”ved ikke.”

Danskerne holder mere ferie herhjemme. I løbet af fem år er antallet af danske lejeres overnatninger i danske feriehuse steget cirka en million til over fem millioner sidste år, oplyser Home.

Påvirker købsplaner af feriebolig
I undersøgelsen fra Home blev de medvirkende også spurgt om deres interesse for at købe feriebolig i Danmark.

De, der ikke allerede ejer et feriehus i Danmark, blev spurgt, om klimadebatten med emner som CO2-udledning ved at flyve udenlands/køre sydpå i bil, har øget deres interesse for at købe et sommerhus i Danmark. Her svarer otte procent, at det har klimadebatten i ”meget høj grad” eller i ”høj grad.”

”Det bekræfter en tendens fra vores ejendomsmæglere i sommerlandet; de møder flere købere med en klimavinkel på deres sommerhuskøb, fordi de ønsker at holde ferie herhjemme, og den tendens kan meget vel blive forstærket de kommende år til gavn for sommerhusmarkedet,” siger Henrik Hauthorn Jensen.

Typisk har danske ferieboligejere i gennemsnit 79 kilometer, viser tal fra Danmarks Statistik, og mange købere søger feriebolig i områder i kort køreafstand til bopælen, da det øger brugsværdien.

I alt 41 procent af ferieboligejerne har under 50 kilometer til deres feriebolig, mens 25 procent bor over 100 km fra deres sommerhus, oplyser Home.

Relaterede artikler:

Indisk hotelkæde køber DanCenter og Danland

Flere danskere holder sommerferie i Danmark

Stor vækst i dansk kystturisme