- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Krydstogtrederi vil vaccinere besætningsmedlemmer

Kan vaccinerne skaffes, så vil Norwegian Cruise Line gøre det til et krav, at alle besætningsmedlemmer er corona-vaccineret inden det store rederi igen begynder at sejle.

En talsmand for Norwegian Cruise Line Holdings siger til hjemmesiden Business Insider, at besætningsmedlemmer fra rederiets tre sejlende varemærker, Norwegian Cruise Line, Oceania Cruises og Regent Seven Seas Cruises, skal vaccineres ”inden de igen går ombord på vores skibe. Såfremt det er muligt at skaffe vaccinen til dem.”

Mens Norwegian Cruise Line arbejder på at skaffe vaccine for at få sine besætningsmedlemmer og andre med direkte passagerkontakt vaccineret, så ville NCL-talsmanden ikke sige, om rederiet også vil gøre det til et krav, at passagererne er vaccineret inden krydstogtet begynder.

”Vi drøfter dette med de relevante, nationale sundhedsmyndigheder samt vores medicinske eksperter. Vi vil naturligvis gøre vores yderste for at beskytte passagerer, besætningsmedlemmer og beboere i de destinationer, vores skibe besøger,” siger talsmanden til Fox News.

Vaccinekrav fra britisk krydstogtrederi
I sidste uge meddelte det britiske krydstogtrederi Saga Cruises, at man som det første i branchen vil forlange, at alle passagerer er coronavaccineret, før de kan sejle med rederiet fra starten af maj. Saga’s gæster er navnlig i plus 50-segmentet.

“Vores gæster ønsker også sikkerheden fra vaccinen samt at sikre, at deres medpassagerer også er vaccineret mod COVID-19,” sagde Saga i en pressemeddelelse og tilføjede, at antallet af passagerer indtil videre ikke kommer til at overstige 800, rederiets skibe har plads til cirka 1.000 passagerer. Ligeledes skal der fortsat holdes social afstand ombord.

Norwegian Cruise Line har indtil videre aflyst alle krydstogter til udgangen af april. NCL følger navnlig retningslinjerne fra de amerikanske sundhedsmyndigheder, U.S. Centers for Disease Control and Prevention, CDC.

I alt har de tre brands i Norwegian Cruise Line Holdings i denne tid 28 krydstogtskibe, her af 17 hos selve Norwegian, med samlet plads til næsten 60.000 passagerer. Ydermere tilgår yderligere ni skibe koncernen frem mod 2027.

Relaterede artikler:

Norwegian Cruise Line kombinerer krydstogt og fly

Krydstogtrederi kræver alle passagerer vaccineret

Norwegian Cruise Line søsætter ruteplaner for 2023