For at bekæmpe overturisme, begynder den græske regering fra starten af næste måned at opkræve turistskat på op til 20 euro pr. passager. Tallet falder til 12 euro uden for højsæsonen.
Næsten 20 procent af verdens i år omkring 37 millioner krydstogtpassagerer sejler i Middelhavet med Spanien, Frankrig, Italien, Grækenland og Tyrkiet som de største modtagerlande. Kun Caribien er større med dobbelt så mange krydstogtpassagerer
Alene Grækenland havde sidste år besøg af otte millioner af de mange krydstogtgæster ombord på 5.490 krydstogtanløb i eller ved havne. Og krydstogtpassagerne skal nu bidrage yderligere til landets indtjening på turismekontoen.
Derfor indfører Grækenland fra starten af næste måned den planlagte krydstogtafgift på op til 20 euro pr. passagerer, faldende til 12 euro uden for højsæsonen samt fra én til fire euro i lavsæsonen (november til marts), skriver Cruise Industry News. Der vil være forskel på krydstogtskatten, afhængig af hvor belastede destinationerne er af de mange krydstogtanløb.
Det vurderes, at Grækenland på denne konto årligt vil få indtægter på et sted mellem 50 og op til 100 millioner euro, cirka 750 millioner kroner.
49 græske destinationer fik besøg af krydstogtskibe
Pengene fra krydstogtskatten skal medfinansiere græske infrastrukturprojekter til gavn for såvel krydstogtpassagerer som landets øvrige turisme, skriver mediet. Pengene fordeles mellem de græske lokalsamfund med anløb af krydstogtskibe og det græske turistministerium.
”Grækenland har som sådan ikke et generelt problem med overturisme, men det eksisterer på nogle destinationer i nogle uger eller måneder hvert år,” har den græske premierminister, Kyriakos Mitsotakis, tidligere sagt.
Mens der i 2023 var over syv millioner krydstogtpassagerer i Grækenland, steg tallet sidste år til otte millioner fordelt på 49 græske destinationer.
Mange destinationer har indført foranstaltninger for at begrænse antallet af besøgende krydstogtskibe og dermed krydstogtpassagerer. Det gælder blandt andet Amsterdam, Barcelona, Bergen, Dubrovnik, Mallorca, Santorini, Venedig og så videre.
Relaterede artikler:
Stadig flere turistmål frabeder sig krydstogtskibe