MSC Musica fra rederiet MSC Cruises. (Foto: MSC Cruises | PR)

Græsk reduktion af anløb af krydstogtskibe

Antallet af krydstogtskibe, der anløber græske øer samtidigt, skal reduceres, lyder det fra Grækenlands nationale turistorganisation. Flere øer har oplevet et stigende pres fra turister.

De græske øer er en yndet destination for flere krydstogtselskaber, der hver sommer sender stribevis af skibe forbi øernes havne på togterne rundt i Middelhavet.

Med skibene følger hver dag tusindvis af mennesker, der går i land på de relativt små øer og dermed lægger et pres på havnene og de nærliggende byer fra det ene øjeblik til det andet.

Derfor opfordrer generelsekretær Andreas Fiorentinos fra den nationale turistorganisation i Grækenland nu til et bedre samarbejde med krydstogtindustrien for at skrue ned for den overturisme, der har sat ind på flere populære øer. Herudover skal der ske en modernisering af den lokale infrastruktur, lyder det.

Pladsfordeling er et problem
Ifølge Andreas Fiorentinos er det et problem, når flere krydstogtrederier anløber med skib på den samme ø samtidigt, og han vil derfor have ændret dette.

”Problemet er der på specifikke dage og tidspunkter. Når tre, fire eller fem krydstogtskibe ankommer til destinationen, gør det det virkelig svært at håndtere folkemængderne, og krydstogtskibe bliver større,” siger han ifølge Travel Weekly.

”Når krydstogtskibe anløber på samme tid, bliver pladsfordelingen et problem. Det er ikke ligesom flyselskaber, der har slots (start- og landingstilladelser, red.).”

Andreas Fiorentinos opfordrer til, at øernes myndigheder skal samarbejde med krydstogtrederierne og CLIA, der er den globale brancheorganisation for krydstogtrederierne, for at koordinere antallet af skibe, der anløber øerne for at undgå, at de bliver overvældet af turister.

Overvejer en afgift
I løbet af 2023 anløb 5.320 krydstogtskibe havnene i Grækenland, og de havde samlet over syv millioner passagerer om bord. Det var en stigning på 9,4 procent i antallet af ankomster sammenlignet med året før, mens antallet af passagerer steg med 51,2 procent.

For at tackle overturisme foreslog Grækenlands premierminister, Kyriakos Mitsotakis, i september i år at indføre en afgift på 20 euro (149 kroner, red.) per krydstogtpassager, der besøger travle øer som Santorini og Mykonos i sommerhøjsæsonen. Den kunne med fordel indføres i 2025, lød det.

Allerede for fire-fem år siden foreslog Santorinis borgmester at begrænse antallet af turister på øen. Hans bøn til krydstogtselskaberne er en bedre koordinering af anløb. Fra Andreas Fiorentinos lyder det, at netop de lokale regeringer skal på banen.

”Vi opfordrer lokale regeringer til at komme med forslag til, hvordan man håndterer masserne, fordi de er på stedet – de ved bedre,” lyder det.

 

Relaterede artikler:

Premierminister afviser at overturisme er et problem

Overvejer begrænsninger på populære ferieøer

Græske øer har flest turister i forhold til indbyggertal