Ved en fejl luftede Royal Caribbean forleden navnet på tredje skib i Icon-klassen, verdens største krydstogtskibe. Navnet er nu bekræftet. Det nye skib skal i 2026 også sejle i Middelhavet.
Hidtil har Royal Caribbean International under Royal Caribbean Group modtaget det første af i alt seks Icon-klasse krydstogtskibe, Icon of the Seas; fire er bestilt, mens der er option på yderligere to.
Til august i år kommer det andet, Star of the Seas, i drift. Også med plads til næsten 10.000 passagerer og besætningsmedlemmer.
Og i 2026 følger det tredje fra det tyskejede Meyer Werft i Turku (Åbo) – det kommer til at hedde Legend of the Seas, oplyser Royal Caribbean Group. Navnet var faktisk sluppet ud for tre uger siden. Passagerer, der sidst i januar kiggede på Royal Caribbeans hjemmeside efter krydstogter i 2026, kunne pludselig – i en kort periode – se krydstogter med et skib, der ikke findes i Royal Caribbeans nuværende flåde: Legend of the Seas.
Hjemmesiden viste nemlig krydstogter i Middelhavet i august 2026 med Legend of the Seas. Efter at have sensommeren i Middelhavet, skulle skibet flyttes til Florida, hvor det fra januar ville have krydstogter i Caribien med Fort Lauderdale som hjemmehavn.
Nyt med Middelhavet
Da Icon i januar sidste år blev leveret fra Meyer-værftet i Finland, sejlede det under Storebæltsbroen og nærmest direkte til Florida, hvorfra det ud af Miami typisk sejler en uges krydstogter i Caribien
Det samme bliver tilfældet for Star of the Seas, der også får hjemmehavn i Florida, i Fort Lauderdale. Også dette skib skal direkte til det amerikanske hjemmemarked.
Det nye er, at det tredje Icon-skib, Legend of the Seas, der også kommer til at koste på den anden side af ni milliarder kroner, debuterer i Middelhavet i sommeren 2026. Og så rykker til Florida i efteråret. Dermed kan man altså som for eksempel europæisk krydstogtfan komme til at sejle med et af verdens største – og dyreste – krydstogtskibe, uden at skulle tage til Florida.
Legend vil efter den nuværende plan begynde at sejle i den vestlige del af Middelhavet fra juli 2026. Det bliver en uges krydstogter ud af formentlig Barcelona.
Hele Royal Caribbean Group tæller foreløbig 66 krydstogtskibe. Heraf er næsten halvdelen hos Royal Caribbean International, mainstream-varemærket i Royal Caribbean Group.
Resten sejler blandt for det lidt finere Celebrity Cruises samt RCG’s highend-produkt, Silversea Cruises. Desuden ejer RCG via joint ventures 50 procent af såvel TUI Cruises som Hapag-Lloyd Cruises.
Relaterede artikler:
Icon of the Seas: Verdens største krydstogtskib fejrer første år i drift
Dansk krydstogtrederi: Medbring jeres egen kok
Royal Caribbean-rederi vil også sejle europæiske flodkrydstogter