- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Kursuscenter får Svanemærket

Hotel og konferencecenteret Schæffergården ved København er netop certificeret med Svanemærket, det officielle miljømærke i Norden. Centret havde i forvejen ”Den grønne nøgle.”

”Schæffergården er nu et af de få hotel og konferencecentre i Danmark med Svanemærket,” konstaterer hotel og konferencecentrets direktør, Peter Feddersen.

Svanemærket tildeles virksomheder som opfylder en lang række krav for at mindske miljøbelastningen – fra linnedvask, rengøringsmidler og tryksager til vand og varmeforbrug.

Schæffergården ligger i Gentofte, små 15 kilometer fra Rådhuspladsen i København, og tæt på S-togstationen Jægersborg. Selve hoteldelen har 74 værelser, fordelt på dobbelt- og enkeltværelser samt to juniorsuiter. Schæffergården er med i Best Western-samarbejdet.

For at opnå Svanemærket skal virksomheden leve op til en række skrappe krav for at få størst mulig miljøgevinst. Nogle krav er obligatoriske og andre er pointkrav, hvor virksomheden gør noget ekstra i forhold til hele virksomhedens ”livscyklus,” hedder det i pressemeddelelse.

Schæffergårdens direktør, Peter Feddersen, siger: ”At blive certificeret med Svanemærket er en helt naturlig udvikling for os. Det er en kulmination af lang tids fokus på miljø og bæredygtighed. Schæffergården har blandt andet haft ”Den grønne nøgle” i en årrække, men der er noget ekstraordinært at kunne fremvise Svanemærket.

Vores gæster spørger, hvordan vi håndterer miljøspørgsmål. Vi har for eksempel en køkkenhave på 1.400 kvadratmeter, så det giver god mening at have en skarp holdning til affaldshåndtering, vandforbrug, hvilke kemikalier vi bruger, MSC-mærket fisk, ingen genmodificerede fødevarer og så videre.”

Et svanemærket hotel og konferencecenter har været igennem en omfattende certificeringsproces med dokumentation og kontrol af, at det lever op til Svanemærkets krav. Det handler blandt andet om at begrænse energiforbrug og dermed CO2-udslip, kildesortere affald og minimere mængden af affald og madspild, servere økologiske og vegetariske retter, anvende miljømærkede rengøringsmidler og uddanne hele personalet, så alle er engagerede i miljøarbejdet.

Indkøbere ønsker Svanemærket
Miljømærkning Danmark, der blandt andet står for certificering med Svanemærket, oplever, at flere indkøbere fra private og offentlige virksomheder efterspørger miljømærkerne:

”Vi er glade for, at Schæffergården har valgt at blive svanemærket. De fleste virksomheder har i dag miljømål, der omfatter indkøb af produkter og serviceydelser – og de får nu mulighed for at holde kurser og arrangementer i Schæffergårdens omgivelser og samtidig bidrage positivt til miljørapporten,” siger direktør i Miljømærkning Danmark, Martin Fabiansen.

Relaterede artikler:

Danmark skal være Europas mest bæredygtige rejsemål

Rejsejournalister kiggede på bæredygtig turisme

Hotel stopper salg af flaskevand