- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Lego hjælper Turkish Airlines i ny sikkerhedsvideo

Flyselskaberne skal have passagerernes opmærksomhed ved visning af sikkerhedsvideoer – nu prøver Star Alliance-medlemmet at få dette med hjælp fra Lego. Turkish Airlines øger næste år på København.

I Turkish Airlines’ nye sikkerhedsvideo er der således Lego-fly, personer, bagage, redningsveste og sågar Lego-iltmasker.

Sikkerhedsvideoen med Lego skal nok fange opmærksomheden hos børn og passagerer, der ikke rejser hyppigt. Men, spørger debattør på ATWonline, vil hyppigt forretningsrejsende også kigge med?

Omvendt får den nye Lego-sikkerhedsvideo fra Turkish Airlines ros fra anmelderen på hjemmesiden onemileatatime.com, der kalder den nye video en af anmelderens favoritter på grund af måden den forklarer budskaberne på.

Turkish Airlines-videoen med Lego-figurer og meget andet får blandt andet ros for ikke at være for lang – under fire minutter, hvor de påkrævede og obligatoriske budskaber bliver nævnt og forklaret.

I hvert fald er nogen flyselskaber meget kreative når det gælder om at skabe sikkerhedsvideoer, der kan fange og fastholde passagerernes interesse. British Airways er for eksempel netop kommet med endnu en sikkerhedsvideo, hvor mere eller mindre kendte britiske filmstjerner, TV-skuespillere og komikere medvirker. Nogle flyselskaber bruger kendte personer, humor eller for eksempel destinationsfokus for at forklare sikkerhedsprocedurerne ombord på flytypen.

Turkish Airlines øger i Københavns Lufthavn
I øvrigt skruer Turkish Airlines næste år atter op for sin betjening af Københavns Lufthavn fra Istanbul.

I sommersæsonen 2019 øger Turkish Airlines ifølge de nuværende planer fra 27. maj fra tre til fire daglige flyvninger og kommer dermed op på 28 afgange mellem Istanbul og København.

Den ekstra forbindelse skal flyves med den nye Boeing 737 MAX 8 i kombination med Airbus A321-200. Turkish Airlines benytter i dag et mix af store Airbus A330-300 med plads til cirka 280 passagerer og Airbus A321-200 og Boeing 737-800 på ruten. Turkish Airlines vil også fra næste sommer bruge sine nye Boeing B737 MAX-rute mellem Billund og Istanbul, det sker allerede fra 31. marts. Billund-ruten flyves i dag med Boeing 737-800.

Relaterede artikler:

BA klar med ny sikkerhedsvideo med flere kendte

Turkish Airlines har nu over 300 destinationer

Tre flyselskaber med hver sin førsteplads