- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Lille direktørrokade hos Comwell

Den nuværende hoteldirektør for Comwell Kolding er blevet driftschef i Comwell-koncernen, der i år har 50 års jubilæum. Chefen for Comwell Kongebrogaarden er nu i spidsen for Kolding-hotellet.

47-årige Camilla Buus Nørhave, der hidtil har været direktør for Comwell Kolding forlader sin stilling for at blive driftschef i Comwell-koncernen, der foreløbig tæller 14 Comwell Hotels i Danmark samt to i Sverige.

Som ny chef for Comwell Kolding tiltræder Thomas Raaber, der kommer fra stilling som chef på Comwell Kongebrogaarden ved Middelfart. Thomas Raaber skal dermed stå i spidsen for Comwell Koldings kommende udvidelse – og Comwell skal nu finde en ny direktør for Kongebrogaarden.

Holder planen kan Comwell i Kolding i 2021 åbne yderligere 120 nye værelser i et tårn på 15 etager. Dermed kommer hotel- og konferencecentret op på 300 værelser; investeringen på et trecifret millionbeløb er nødvendig for at fastholde Comwells position i det jyske Trekantsområde. Den kommer også fordi Comwell vil prøve at tiltrække landsdækkende møder, der i dag for eksempel holdes hos den store konkurrent Nyborg Strand, oplyste Comwells koncernchef, Peter Schelde, sidste år til STANDBY.dk

Som nyudnævnt driftschef skal Camilla Buus Nørhave sammen med Comwell-koncernens driftsdirektør, Peer Rysgaard, sikre implementering af Comwells koncepter, initiativer og projekter.

Camilla Buus Nørhave begyndte hos Comwell Middelfart i februar 2007. Senere samme år blev hun hentet til Comwell Kolding som konferencechef. I 2012 blev hun udnævnt til hotelchef og siden hoteldirektør.

“Jeg glæder mig til de nye udfordringer. Comwell er i rivende udvikling, hvad angår renoveringer, nye koncepter og videreudvikling af vores produkter. Jeg synes, det er så spændende at arbejde med optimering af drift. Det, at vi løfter os på kvalitet, koncepter og vores procedurer, kommer både vores gæster og medarbejdere til gode,” siger Camilla Buus Nørhave.

50 år med Comwell
Comwell-koncernen kan i år fejre 50 års jubilæum. Den blev grundlagt i 1969 under navnet Scanticon, det første hotel åbnede i Skåde Bakker ved Aarhus. De foreløbig 14 Comwell Hotels i Danmark har cirka 2.500 værelser, hertil kommer to hoteller i Sverige.

Regnskabet for sidste år er endnu ikke offentliggjort. Men i regnskabsåret 2017 havde Comwell en fremgang på 4,4 procent i omsætning til 895 millioner kroner, men resultatet efter skat faldt 36 procent – fra 10,4 millioner kroner i 2016 til 6,7 millioner kroner.

Relaterede artikler:

Comwell på vej med 800 nye hotelværelser

15 etagers tårn på vej til Comwell i Kolding

Comwell sætter omsætningsrekord