Illustration af det nye 15 etagers hoteltårn hos Comwell i Kolding. Foto: T. Skovgaard Sørensens Tegnestue

15 etagers tårn på vej til Comwell i Kolding

Hvis alt går efter planen, kan Comwell i Kolding i 2021 åbne 120 nye værelser, der får placering i et tårn på 15 etager.

Comwell har store planer for sit hotel i Kolding, der primært fungerer som konferencehotel.

Hotelkæden melder, at man vil investere i en større renovering og udvidelse af hotellet for at konsolidere en stærk position i Kolding og Trekantsområdet.

Der er tale om en investering på et trecifret millionbeløb, som vil give hotellet ekstra 8.600 kvadratmeter – herunder 120 nye værelser. Det samlede antal hotelværelser vil dermed nå 300. De nye værelser skal alle ligge i et helt nyt tårn på 15 etager.

Skærpet konkurrence
Ud over de nye værelser vil Comwell fordoble restaurantkapaciteten, mens der vil blive føjet yderligere 2.200 kvadratmeter til kongresfaciliteterne. De eksisterende værelser vil desuden blive renoveret sammen med øvrige faciliteter. Alt sammen for at blive et endnu bedre konferencehotel.

”Comwell har i mere end 30 år drevet konferencehotel i Kolding og er på mange måder en af koncernens spydspidser. Udviklingen er gennem en årrække gået i retning af, at møderne vokser, og der er behov for mere plads, ligesom konkurrencen med de større byer i provinsen er skærpet. Der stilles derfor højere krav til kapacitet, faciliteter og rammer,” siger Peter Schelde, koncernchef i Comwell.

Comwell i Kolding har i øjeblikket 120 ansatte, men en udvidelse af hotellet vil betyde 40-50 nye arbejdspladser på stedet.

Færdigt om tre år
Fire ud af fem hotelgæster er forretningsfolk, der besøger hotellet for at holde møder, deltage i kongresser eller overnatter. Den sidste femtedel er overnattende feriegæster eller som deltagere i selskabsarrangementer eller kulturelle begivenheder.

Hotellet har cirka 35.000 overnatninger om året, mens det samlede besøgstal er på over 100.000 gæster.

Comwell har indsendt forslaget om udvidelse til Kolding Kommune, og går alt som ventet, kan hoteludvidelsen blive indviet i 2021. Udvidelsen er tegnet af arkitektfirmaet T. Skovgaard Sørensens Tegnestue.

I regnskabsåret for 2017 havde Comwell en fremgang på 4,4 procent i omsætningen, men resultatet efter skat faldt med 36 procent – fra 10,4 millioner kroner i 2016 til 6,7 millioner kroner i 2017.

 

Relaterede artikler:

Comwell åbner nyt hotel i Aarhus

Dansk hotelkæde til Kolding

Comwell river hotelbygning ned

Comwell har gæste-boom i oplevelseshuse i Aarhus

Comwell sætter omsætningsrekord