Første spadestik til Comwells hidtil største hotel, Portside, der åbner i Københavns Nordhavn i 2020. De fem first movers – af jord i dette tilfælde – er fra investorerne, byggefirmaet, Comwell og By & Havn. Foto: Jassmin El-Sayed, SoMe specialist, Comwell.

Comwell på vej med 800 nye hotelværelser

Danmarks største hotel- og konferencegruppe har flere projekter der de kommende år bringer antallet af hotelværelser op fra de nuværende 2.000 til 2.800.

Salgsdirektør i Comwell Hotels, Henrik Hjorth, og hans salgsteam får ekstra at se til når koncernen udvider sit antal af hotelværelser i Danmark med omkring 40 procent.

Comwell tog tirsdag de fem første spadestik til koncernens hidtil største hotel; det skal hedde Comwell Portside på grund af dets nære beliggenhed til Øresund i Københavns Nordhavn. Her opføres nu det 484 værelser store hotel, der efter planen åbner i august 2020. Prisen bliver over en halv milliard kroner.

Kædens i dag største hotel er Comwell Aarhus med 240 værelser, det får indenfor et par år yderligere 198, mens Comwell i Kolding skal vokse med 120 værelser. Sidst, men ikke mindst, øger Comwells hotel- og konferencecenter i Holte nord for København med 37 værelser til 150.

Comwells koncernchef, Peter Schelde, med Birthe Christiansen, en af de største aktionærer i Comwell Hotels.

”Vi har dermed over 800 nye hotelværelser på vej – set i forhold til de 2.000 vi allerede har i dag i Danmark, hertil kommer 500 værelser på vores to hoteller i Sverige,” sagde Comwells koncernchef, Peter Schelde, tirsdag til STANDBY.dk ved sammenkomsten i forbindelse med de første spadestik til Portside.

Tæt på hotellet, der åbner i 2020, kommer en Metro-station – dermed kan gæsterne komme fra lufthavnen til det nye hotel på cirka 20 minutter, og på den halve tid være på Kongens Nytorv.

Nordhavn-området i Københavns Havn kaldte Københavns tidligere overborgmester, Jens Kramer Mikkelsen, der i dag er direktør for udviklingsselskabet By & Havn, i sin tale ved sammenkomsten hos Comwell for ”Københavns sidste areal-reserve.”

Jens Kramer Mikkelsen tog sammen med Peter Schelde, udviklingsdirektør i byggekoncernen KPC, Henrik Hoffmann, samt direktører fra hotellets to investorer, Peter Olsson fra AP Ejendomme og Petri Louhio fra finske Keva de første spadestik til det nye hotel.

Salgsdirektør i Comwell Hotels, Henrik Hjorth, til venstre, med tidligere koncernchef i Comwell, Preben Nesager, der i dag har rådgivningsfirmaet Nesager & Telling. Fotos: Jassmin El-Sayed, Comwell.

Vil konkurrere med Nyborg Strand
Udover nybyggeriet Portside har Comwell gang i flere andre udbygningsplaner. Comwell Aarhus skal have de nævnte knap 200 ekstra værelser; her ventes på en lokalplan fra kommunen.

Og går det efter planen, kan Comwell i Kolding i 2021 åbne yderligere 120 nye værelser, der får placering i et tårn på 15 etager.
Dermed kommer hotel- og konferencecentret i Kolding op på 300 værelser; investeringen på et trecifret millionbeløb er nødvendig for at fastholde Comwells position i Kolding og det jyske Trekantsområde, men den kommer ikke mindst fordi Comwell vil prøve at tiltrække landsdækkende møder, der i dag for eksempel holdes hos den store konkurrent Nyborg Strand.
Den store sal hos Comwell Kolding har plads til 1.000 gæster – men hotellets nuværende værelseskapacitet er ikke nok for at have plads til de store landsdækkende møder.

Relaterede artikler:

Comwell klar til første hotel i København

Comwell får stærkt comeback på møder hos Staten

Hotel får udvidelsesplaner godkendt