- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Lille rejsebureau måske i vanskeligheder

Rejsebureauet Dentour Rejser fra Roskilde er blevet slettet i Rejsegarantifonden – og har taget navneændring. "I min optik ser det ikke godt ud når et rejsebureau skifter navn," siger ekspert.

”Dentour har været registeret i Rejsegarantifonden, men er det ikke mere,” bekræfter direktør i Rejsegarantifonden, Birgitte Fjeldhoff, til STANDBY.dk

Hun må ikke oplyse årsagen til, at Dentour er blevet slettet i fonden, hvor det har været registeret i omkring ti år. Men Birgitte Fjeldhoff må gerne oplyse, at når fonden sletter et rejsebureau skyldes det typisk, at rejsebureauet har undladt at sende informationer som fonden har bedt om. Det kan være oplysninger fra selskabets revisor, omsætningstal i rejsebureauet eller at det ikke stillet en ny og hævet garanti til fonden.

”Jeg kender stort set ikke Dentour. Fonden har ikke oplysninger om, at Dentour er gået konkurs eller er på vej til tvangsopløsning – og at der derfor muligvis kan være ikke afholdte rejser, som vi skal erstatte,” siger Birgitte Fjeldhoff. Nye EU-regler forbyder også Rejsegarantifonden at oplyse, hvorvidt der er indgivet politianmeldelse mod et konkret rejsebureau.

STANDBY.dk prøvede tirsdag forgæves at kontakte Dentour, hvor forsiden på dets hjemmeside blot oplyser:

”Vi holder ferie i perioden 17/9 – 21/9 2018
I perioden kan du sende e-mail på info@dtrejser.dk , e-mail vil blive besvaret hurtigst muligt”

Dentour arrangerer ifølge sin hjemmeside blandt andet rejser til den polske havneby Stettin. Dets hjemmeside foreslår blandt andet tandlægebesøg i den polske by, hvilket skulle være meget billigere end i Danmark. Navnet dentour kan være et ordspil på det engelske ord for en tandprotese: denture.

Polsk ejer
En søgning på det Centrale Virksomheds Register, CVR.dk, efter Dentour Rejser viser, at rejsebureauet i går, mandag, har fået nyt navn. Binavnene DenTur, DenTour og Stettinexperten er blevet slettet – i stedet hedder det nu Rejseselskabet 2008. Men har stadig samme adresse på Vindingevej 9C i Roskilde.

Ifølge CVR.dk er Jan Østergaard Pedersen med bopæl i Borup direktør for selskabet, der, stadig ifølge CVR.dk, har Monika Theresa Kobelak med adresse i Szczecin (Stettin) som legal og reel ejer.

Om navneændringen hos Dentour siger rejsebrancheanalytiker Ole Egholm fra Dansk Brancheanalyse til STANDBY.dk:

”Dentour er omsætningsmæssigt for lille til at være med i vores analyse af Danmarks største rejsebureauer. Jeg kender ikke årsagerne til navneændringen hos Dentour, men generelt vil jeg sige, at i min optik ser det ikke helt godt ud når et rejsebureau skifter navn. Uden jeg kan sige, at det gælder for Dentour, så har vi set det mange gange med et navneskifte før en konkurs.”

Relaterede artikler:

Rejsegarantifonden må ikke oplyse om politianmeldelser

Skoler og foreninger tvinges i Rejsegarantifonden

Milliondom til rejsebureaudirektører igen for retten