- STANDBY.dk - https://standby.dk -

Lufthansa samlede atter rejsebranchen

Ved arrangementet, der i år blev holdt for 9. år i rap, takker Lufthansa Gruppen sine nære partnere blandt navnlig rejsebureauer for godt samarbejde gennem året.

Baren er åben, der er æbleskiver, risalamande og en quiz med spørgsmål om Lufthansa Gruppen og præmier fra såvel Lufthansa & Co. som Hotel Kong Arthur, der sammen med næsten genboen Ibsens Hotel udgør Arthur Hotels.

Omkring 100 rejsebureauagenter havde tirsdag eftermiddag og tidlig aften taget imod indbydelsen fra Lufthansa Gruppen, der primært består af udover selve Lufthansa også Austrian, Brussels Airlines, Eurowings og Swiss. Samlet har de i snit hver dag omkring 25 fly i Københavns Lufthavn fra Bruxelles, Düsseldorf, Frankfurt, München, Wien og Zürich.

Og i sin velkomst sagde landechef for Lufthansa Gruppen i Danmark, Bastian Frantz, at i gruppens sommerprogram for næste år, er Danmark det nordiske lande der får mest ekstra trafik.

Øger til Billund og København
Således vil Lufthansa fra sommertrafikprogrammet 2019 på alle hverdage flyve en ekstra daglig afgang fra Frankfurt til Billund og dermed kommer op på fem.

Ligeledes fra sommerprogrammet øger Swiss mellem Zürich og København fra tre til fire daglige afgange. Det sker når der kommer en såkaldt night stopper fra Swiss alle ugens dage. Flyet letter fra Zürich klokken 21 og afgår allerede fra København næste morgen klokken 7. I dag er første Swiss-afgang fra København klokken 9.35 og sidste Swiss-flyvning fra Zürich til København klokken 17.25.

Fra april får tyske Eurowings sin anden daglige flyvning seks dage om ugen fra Düsseldorf til København.

I det nuværende vinterprogram har Lufthansa Gruppen også skruet op i Københavns Lufthavn – der er en ekstra returflyvning mellem München og København med Lufthansa, mens Austrian fire gange om ugen har yderligere en returflyvning fra Wien til København.

Sidste år var alene Lufthansa femtestørste flyselskab i Københavns Lufthavn med lige over 700.000 passagerer.

Relaterede artikler:

Billetkontoret klar med Lufthansas NDC-priser

Lufthansa fik første Airbus A380 i ny bemaling

Lufthansa-gruppen julede for rejsebranchen