- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Lufthansa tager toget

Samarbejdet mellem Lufthansa Express Rail og Deutsche Bahn udvides og kommer fra næste år op på 20 destinationer i Tyskland.

Lufthansa-kunder til og fra endnu flere tyske byer vil snart kunne booke en gnidningsfri rejse til flyselskabets hovedlufthavn, Frankfurt, ved at tage toget, lover Lufthansa.

Det sker som led i et øget samarbejde mellem Lufthansa Express Rail og de tyske jernbaner, Deutsche Bahn. I dag kan tog-samarbejdet bruges til og fra otte tyske byer – men nu og frem til næste sommer stiger tallet til 20.

Alene her i september kobles muligheden for at tage Lufthansa-toget til og fra Frankfurt-lufthavnen sammen med byerne Göttingen, Kassel, Erfurt og Aachen. Fra december bliver det også muligt med toget til lufthavnen fra Freiburg og Ulm. Og fra næste sommer vil tilbuddet endvidere omfatte Essen, Bochum, Duisburg, Wuppertal, Oberhausen og Bonn.

Lufthansa Express Rail kører allerede fra lufthavnen i Frankfurt til Dortmund, Düsseldorf, Køln, Mannheim, Karlsruhe, Stuttgart, Nürnberg og Würzburg. Disse stationsbyer er allerede destinationer, der kan bookes via Lufthansas internationale netværk.

Harry Hohmeister, der sidder i Lufthansas ledelse med ansvar for hub management, siger i pressemeddelelse fra Lufthansa: “Nem booking, enkel transfer og direkte forbindelser til resten af verden. Den primære tankegang hos Lufthansa er at få hver eneste rejsende til at føle sig som et individ, der får sit eget tilbud – dette tilsigter det udvidede samarbejde mellem Lufthansa og Deutsche Bahn.”

Og Berthold Huber, ansvarlig for passagertransport hos Deutsche Bahn, tilføjer: “Vi ønsker at give vores rejsende den mest enkle og mest komfortable dør-til-dør rejseoplevelse. Dette komplementeres af vores samarbejde med Lufthansa.”

8 daglige tog til og fra lufthavnen
Lufthansa Express Rail vil tilbyde de rejsende op til otte daglige forbindelser fra stationerne og til og fra lufthavnen i Frankfurt. Passagerer hos Lufthansa Express Rail kan blandt andet få sædereservationen med i billetprisen, de kan optjene Miles&More bonuspoint ved at bruge toget og er toget eller flyet forsinket, ombookes de rejsende gratis. Passagerer hos Lufthansa, der rejser på Business Class, kører på første klasse hos Deutsche Bahn og har adgang til DB’s lounger på stationerne.

Via LH.com eller Lufthansa App’en kan passagerer på Lufthansa Express Rail booke deres sæder online – og boardingkortet fungerer også som togbillet til Lufthansa Express Rail. De flyvende tog-passagerer benytter AiRail Terminalen i Frankfurt-lufthavnen, hvor de blandt andet kan checke deres bagage ind eller hente den efter togturen.

Relaterede artikler:

Flest direkte ruter fra Frankfurt

Klar til konkurrence på tyske jernbaner

Tre flyselskaber med hver sin førsteplads