- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Michelin-restaurant til Grønland

Den kendte færøske gourmetrestaurant Koks flytter i 2022 til Grønland og bliver pop-up restaurant i både 2022 og 2023. For snart seks års siden var restauranten på et to måneders visit i København.

Det er ikke kun i Danmark, at restauranter som Noma og Geranium har bidraget til at udvikle gastroturismen. På Færøerne finder man restaurant Koks, der i 2015 og 2018 blev kåret som Norden bedste restaurant ved tildelingen af “The Nordic Prize”.

Michelin-stjerner er det også blevet til. Den første blev hentet hjem i 2017, og i 2019 blev restauranten tildelt to stjerner.

Restauranten, der drives af Johannes Jensen og har Poul Andrias Ziska som køkkenchef, var oprindeligt placeret på Hotel Føroyar i Torshavn. I dag ligger den i Frammi við Gjónna på øen Streymoy, men i 2022 flytter det kulinariske koncept midlertidigt til Grønland. Det fremgår af en meddelelse på restaurantens hjemmeside.

Pop-up restaurant i Grønland
I sommeren 2022 flytter menuerne fra Koks ind i Restaurant Egede, der ligger i Ilimanaq Lodge i Ilimanaq. Det er en grønlandsk bygd med det danske navn Claushavn omkring 15 kilometer syd for Ilulissat i den østlige del af Diskobugten.

Ilimanaq Lodge har siden åbningen i 2017 serveret mad af grønlandske råvarer med et “ny-nordisk twist”, men det vil blive taget til nye højder, når den færøske madkunster midlertidigt vil indtage restauranten, der betjener hytterne ved Ilimanaq Lodge.

Det er ikke første gang, at pop-up restaurant-konceptet fra Koks afprøves uden for Færøerne. I 2016 var restauranten eksempelvis midlertidigt flyttet til Salzburg i Østrig samt i to måneder til Havnegade i København hos vinbaren Den Vandrette.

Begejstring i grønlandsk turistindustri
Den grønlandske turist- og rejseindustri tager begejstret imod nyheden om, at den færøske Michelin-restaurant har valgt Grønland som pop-up destination i 2022 og 2023.

“At Johannes Jensen har valgt Ilimanaq som KOKS-lokation i 2022 og 2023 er kæmpe stort. Gæsterne kommer til at få fantastiske oplevelser, Grønland som destination tager endnu et skridt frem og næsten vigtigst af alt, så bliver der mulighed for lokal kompetenceudvikling på et nyt niveau med udgangspunkt i de lækreste lokale råvarer, så vi også er klar til fremtiden,” skriver Jacob Nitter Sørensen, administrerende direktør for Air Greenland, på Facebook.

Koks meddeler, at der er 30 pladser i restauranten i Ilimanaq, og at der forventes stor efterspørgsel. Salg af menuer og overnatning i Ilimanaq Lodge åbner den 1. februar kl. 11.00 lokal tid (GMT -3).

Relaterede artikler:

Noma og Geranium er verdens bedste restauranter

Nu har tre danske hoteller fire Michelinstjerner

HORESTA frygter fremtid for dansk gastroturisme