Danmark er kendt i hele verden for vores restauranter i topklasse. Desværre er vi ved at sætte det hele over styr. For restauranterne får ikke den nødvendige hjælp, siger HORESTA’s politiske direktør.
De danske restauranter er kendt over hele verden. Kokkene er superstjerner og danske fødevarer er blevet specialiteter. Det gode håndværk og fødevarer med kvalitet gennemsyrer restauranterhvervet, og giver et vigtigt fundament for branding af og eksport i både ”Fødevaredanmark” og ”Turismedanmark.”
Det skiver Kirsten Munch Andersen, politisk direktør i HORESTA, i et blogindlæg på brancheforeningens hjemmeside.
Hun fortsætter: ”For restauranterne er et fantastisk udstillingsvindue. De er ansigtet udadtil på en hel fødevareværdikæde, som vi trygt kan sige hører til i den absolutte verdenselite. Desværre er vi ved at sætte det hele over styr lige nu. For restauranterne, cafeerne og barerne lider, og de får ikke den nødvendige hjælp.”
Den politiske direktør tilføjer: Restauranterhvervet er lige nu efterladt i en umulig situation, mens landene omkring os har fundet en vej at sikre erhvervet. I Danmark har virksomhederne brug for hjælp lige nu, men også investeringer i at sikre erhvervet gennem en nedsættelse af momsen. Det er lige netop det, mange af vores nabolande gør lige nu.”
Danmark skal slå naboerne
Ingen er lige nu så restriktionsramte som restaurantbranchen og hele turisme- og oplevelseserhvervet. Inden krisen var erhvervet blandt de største vækst- og jobskabere, konstaterer Kirsten Munch Andersen og fortsætter:
”Det skal vi tilbage til igen, men spørgsmålet er, hvad erhvervets tilstand er på den anden side af corona. Og om det er en politisk prioritet at værne om erhvervet og dermed også positionen som gastronomisk supermagt?
Herfra er budskabet klart. Når vi igen får mulighed for at tiltrække gæster fra nær og fjern, må vores stærkeste trækplastre ikke være forsvundet.
Vi skal være klar til at slå nabolandene, der med målrettede, politiske initiativer har sørget for fortsat at sidde med alle esserne på hånden i form af et restauranterhverv, der har haft mulighed for at drive deres forretninger og er klar med lavere moms til at buldre derudaf,” skriver HORESTA’s politiske direktør.
Relaterede artikler:
Masseaflysninger af hotelværelser efter restaurantlukninger