- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Næsten hele Europa bliver orange

Når de danske rejsevejledninger opdateres torsdag, kan Grækenland være nærmest eneste land, danskerne kan rejse til uden at skulle i karantæne. Måske regionale undtagelser for Tyskland og Sverige.

Smittetallene er de seneste uger steget så meget for i dag ”gule lande” som Cypern, Sverige og Tyskland, at de torsdag kan blive orange. Alle ikke-nødvendige turistrejser frarådes. Erhvervsrejser er ikke omfattet af rejsevejledningerne.

Ændringen kan ske allerede torsdag eftermiddag, når Udenrigsministeriet opdaterer sine rejsevejledninger.

På et pressemøde onsdag eftermiddag sagde direktør i udenrigsministeriets Borgerservice, Erik Brøgger Rasmussen, at dørene for eksempel kan holdes åbne til den nordligste tyske delstat, Slesvig Holsten, der grænser op til Danmark. Hvis smittetallene for Slesvig Holsten er lave nok. Det samme vil være tilfældet for dele af Sverige.

”Smittetallene er gået fuldstændig bananas. Alle lande taler nu kun om at undgå den totale nedlukning, ingen taler om, at nu skal der åbnes op igen. De muligheder, der er for at rejse ud af Danmark, er ekstremt begrænset,” sagde Erik Brøgger Rasmussen og fortsatte:

”Vi kan meget snart, måske allerede i morgen, torsdag, hvor vi opdaterer rejsevejledningerne, ende i en situation, hvor verden som den så ud som den 13. marts, hvor vi lukkede hele verden ned og bad danskerne blive hjemme, med undtagelse af erhvervsrejser. Vi er meget tæt på den situation.”

Stigende smittetal for hidtil gule lande
Hver torsdag eftermiddag opdaterer Udenrigsministeriet sine rejsevejledningerne for lande inden for EU/Schengen og Storbritannien (England, Nordirland, Skotland og Wales) på baggrund af de seneste smittetal fra Statens Serum Institut.

SSI får blandt andet sine data fra EU-agenturet ECDC, European Centre for Disease Prevention and Control.

Den danske grænse for smittetallene er 30 smittede pr. 100.000 indbyggere pr. uge målt som et gennemsnit over 14 dage.

Tallene fra ECDC viser i dag, onsdag, at smittetallene de seneste to uger for Cypern er steget til 109,9, tallet for Sverige er nu oppe på 99,8, mens det for Tyskland er 90. Så divideret med to, er landene nu over den danske grænse på 30.

De danske tal er ifølge ECDC steget til 103,2. Det får også nogle lande til at lukke af for danske ankomster.

Grækenland har nu et smittetal på 55,3 – Norge, Finland og Estland er også under de 60, men disse tre lande er i forvejen, med undtagelse af Norge, orange, da de kræver karantæne for danske rejsende.

Resten af EU/Schengen-landene samt Storbritannien og Schweiz er orange: ikke-nødvendige turistrejser frarådes. Dette gælder dog ikke erhvervsrejser.

Kun åbent til fem lande
Mens Udenrigsministeriet stadig ikke er leveringsdygtig i regionale rejsevejledninger for de primære europæiske rejselande, hvilket for eksempel ville åbne for Madeira, så kan det godt lade sige gøre for eksempelvis Sverige.

I forrige uge blev den nordiske mekanisme aktiveret for Sverige, hvor der bruges en regional model, så regioner i landet med smittetal under 30 fortsat holdes åbne (gul). Lige nu er Øresundsregionen med Skåne fortsat åben, ligesom blandt andet Västra Götaland med Göteborg.

Efter torsdagens opdatering i sidste uge af de danske rejsevejledninger, kunne danskerne i princippet kun rejse til Cypern, Grækenland, Norge, dele af Sverige og Tyskland. Resten er orange: ikke-nødvendige turistrejser frarådes.

Relaterede artikler:

Danskerne kan kun rejse til fem lande

“Vis virkeligheden med regionale rejsevejledninger”

Thailand begynder langsom genåbning for turister