- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Nominerede klar til Møde & Event Awards 2018

Der kan nu stemmes på årets kandidater i forbindelse med Møde & Event Award 2018. Den 28. februar kåres vinderne i de otte kategorier.

Frem til 14. februar kan der via hjemmesiden hos Kursuslex.dk, der arrangerer den årlige Møde & Event Award, stemmes om at hædre de bedste i den danske møde og eventbranche. Kategorierne omfatter bedste mødelokaler, service, catering, event, teambuilding og foredrag.

Uddelingen af årets Møde & Event Awards finder sted 28. februar på Møde & Eventmessen 2018 i Bella Center. Det er femte gang, Kursuslex uddeler Møde & Event Awards. Det sker på Skandinaviens største Møde & Eventmesse, som løber over dagene 28. februar – 1. marts.

De otte Awards uddeles hvert år som hæder og anerkendelse fra branchens egne, professionelle brugere, oplyser Kursuslex.

Kandidaterne til årets awards er valgt af en jury med ti medlemmer. Hver dommer ved fra egen erfaring, hvad der skal til for at opfylde kravene i en branche præget af vilje til år efter år at overgå sig selv. Juryens dommere har udvalgt tre nominerede i hver af de otte kategorier – ud af et felt på flere hundrede kandidater. I en enkelt kategori – ”Årets møde- og eventsted, bedste service” – er der fire nominerede på grund af stemmelighed blandt jurymedlemmerne.

Der kan via Kursuslex’ hjemmeside stemmes i én, flere eller i alle otte kategorier. Vindere får overrakt trofæet ved Møde & Event Awardshowet 2018, hvor entertainer og foredragsholder Mads Christensen er årets vært.

De nominerede i 2018:

Årets bedste catering-leverandør: Jacob Ernst FOOD, Mad med omtanke og Madkastellet.

Årets bedste eventbureau: Eventually, Nordic Event og OneLounge.

Årets bedste foredragsbureau: Athenas, MBK og One Decision.

Årets bedste teambuilding-leverandør: CoastZone, DK Sejlsport og Humanic Group.

Årets møde- og eventsted – bedste madkoncept: Copenhagen Street Food – Papirøen, Radisson Blu Hotels og Sinatur Hotel Frederiksdal.

Årets møde- og eventsted – bedste mødekoncept:

Comwell Hotel Hvide Hus, DFDS og Legoland Hotel & Conference.

Årets møde- og eventsted – bedste service (fire kandidater): Comwell Hotel Aarhus, Radisson Blu Hotels, MBK og Tivoli Hotel & Congress Center.

Årets møde- og eventsted – bedste lokaler: Strandhotel Marienlyst, Hindsgavl Slot og Scandic Sluseholmen.

Her er juryen for Møde & Event Award 2018:

På fotoet ses fra venstre Stine Bundgaard, Agri Nord, Grace Nørgaard, DAKOFA, Marianne Arvedsen, House of Partnering Conference, Trine Steffensen, MCI, Kent Ewert, Commercial Upside, Karina Stampe Kvorning, Rambøll Management Consulting, Dorthe Nordbjerg, Mærsk Line, Hanne Koldkær, Valcon, og Nynne Desire Ammundsen fra Sejlsportsligaen. Susanne Svendsen fra Dansk Industri sidder også i juryen, men er ikke med på billedet.

 

Relaterede artikler:

Mødemesse satte pris på brancheaktører

Nyt eventkoncept vil prøve kræfter med Danmark

Nyt job til kendt rejsebrancheprofil