- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Norsk hotelkæde fusionerer med Marriott-partner

Norske First Hotels fusionerer med en af Marriotts primære samarbejdspartnere i Europa. Til sammen har de foreløbig over 100 hoteller i Europa med mere end 11.500 værelser.

Det norske hoteldriftsselskab Belvar, der blandt andet er europæisk samarbejdspartner med Marriott, fusionerer med norske First Hotels – den nye koncern får navnet Maribel.

Til sammen omsætter First Hotels og Belvar i dag for to milliarder norske kroner – forhåbningen er en fordobling indenfor to år, blandt andet som følge af kommende endnu uåbnede hoteller. Ifølge sin egen opfattelse rykker Maribel efter fusionen mellem Belvar, som vil være Maribels driftsselskab, og First Hotels ”op i øverste division af europæiske hoteloperatører efter fusionen.”

Maribel-koncernen får et tredelt, ligestillet ejerskab med de to ejere af Belvar, Mads Jacobsen og Rune Firing, samt grundlæggeren af First Hotels og Flying Elephant-koncernen, Asmund Haare, der også bliver bestyrelsesformand.

Foruden hotelkædeselskabet First Hotels bidrager Asmund Haare med hoteloperatørselskabet Tribe Hotels i den nye Maribel-konstellation, oplyses det i en pressemeddelelse.

Foreløbig i 12 lande
Maribel-koncernen har fra starten over 11.500 hotelværelser i 12 lande – drevet under varemærkerne First Hotels, Moxy (et samarbejde mellem Marriott og IKEA) og Courtyard by Marriott.

Selve First Hotels har 92 hoteller med 8.331 værelser i Norge, Sverige, Danmark, Island og Spanien.

Belvar bidrager med 16 hoteller, 13 Moxy og tre Courtyard by Marriott. Indenfor de næste to år kommer yderligere 45 hoteller med næsten 10.000 værelser – udover Moxy og First Hotels også varemærker som Residence Inn, AC by Marriott og Marriott Hotels.

”En af de store motivationsfaktorer bag fusionen er at øge volumen betydeligt. Ikke bare vil vi forbedre konkurrenceevnen ved at opnå stordriftsfordele, volumenøgningen vil også fungere som døråbner for nye markeder – både når det gælder slutkunder, og vækst i antal hoteller,” forudser Mads Jacobsen fra ejerkredsen af Maribel.

Uafhængige af hotelkæder
”De fleste europæiske hoteller er kædeafhængige, en position som bliver mere og mere krævende som følge af de seneste års enorme teknologiske udvikling. En af vore styrker er, at vi er branduafhængige, noget som medfører at vi kan finde det varemærke som passer bedst til destinationen, produktet og kulturen,” siger Rune Firing, der også er i Maribels ejerkreds.

Relaterede artikler:

Marriott skal være mere synlig i Norden

Hotelkæde vil være dobbelt så stor

Amadeus udvider i hotelbranchen