- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Norwegian Encore debuterer i Miami

Torsdag blev det 17. skib til Norwegian Cruise Line navngivet i Miami og søndag stævnede skibet ud på første sejlads i det østlige Caribien.

Der er meget af fejre hos et krydstogtrederi, når et nyt skib bliver en del af flåden. Således kunne Norwegian Cruise Line (NCL) den 31. oktober i Bremerhaven tage levering af Norwegian Encore, der er blevet bygget hos tyske Meyer Werft i Papenburg.

I mellemtiden har skibet været på præsentationstur i Europa og New York, inden det torsdag blev navngivet i Miami ved stor festivitas med deltagelse af flere end 3.500 gæster. Skibets gudmoder var den amerikanske sangerinde og skuespiller Kelly Clarkson.

“Norwegian Cruise Line har sejlet fra Miami i over 50 år. Vi var de første til at tilbyde ugentlige krydstogter til Caribien fra Miami, som skabte byens omdømme som ‘verdens krydstogtshovedstad’. For fem år skrev vi historie med Breakaway Plus-klassen, og i dag er vi stolte af at kunne navngive Norwegian Encore, der er sidste skib i denne klasse og en ægte repræsentant for brandets udvikling lige her i vores hjemby, Miami,” sagde koncernchef Frank Del Rio ved navngivningsceremonien.

Efter de mange festligheder i Miami sejlede Norwegian Encore søndag ud fra PortMiami i Biscayne Bay med kurs mod San Juan, Charlotte og Roadtown, inden turen atter går tilbage til verdens største krydstogthavn i Miami. Dette var det første af flere 7-dages krydstogter for skibet.

Verdens længste racerbane til søs
Norwegian Encore er på 169.245 ton og er sidste skib i den såkaldte Breakaway Plus-klasse, der også omfatter skibene Escape, Joy og Bliss. Skibet har 20 dæk og 2.038 kahytter med plads til i alt 3.998 passagerer.

Ombord på Norwegian Encore finder man verdens længste racerbane til søs på 335 meter med fire højhastighedskurver, der strækker sig op til fire meter ud over skibet side, den største laserarena på næsten 10.000 kvadratmeter med den nye augmented reality-teknik samt interaktive teateroplevelser i den 10.000 kvadratmeter store Galaxy Pavillion.

Ved sin indsættelse er Norwegian Encore det 10. største krydstogtskib i verden kun overgået af Oasis og Quantum-klassen fra Royal Caribbean og Meraviglia-klassen fra MSC Cruises.

I første omgang vil skibe være baseret i Miami og derfra gennemføre 7-dages krydstogter i Caribien. I foråret flyttes skibet til New York, hvor det skal sejle til Bermuda, Canada og New England, mens det i december 2020 atter flyttes til Miami for at krydse i det vestlige Caribien. Endelig er det planen, at Norwegian Encore i foåret 2021 skal have sin debut på den amerikanske vestkyst med krydstogter til Alaska fra Seattle.

 

Relaterede artikler:

Norwegian klar med 17 skibe til 2020-sæsonen

Norwegian på vej med endnu et kæmpeskib

Norwegian Cruise Line bygger nyt