- STANDBY.dk - https://standby.dk -

Ny lov kan ruinere rejsebureauer

Fra sammenkomsten hos Gouda Rejseforsikring, fra venstre Ole Egholm, Lars Thykier og Goudas nordiske direktør, Dan Kjølhede Laursen.

TURISME: ”Bøder for at overtræde lov om persondata kan ruinere virksomheder,” sagde Danmarks Rejsebureau Forenings direktør på et møde hos Gouda Rejseforsikring. På mødet sagde analytiker, at de 194 største rejsebureauer i Danmark sidste år fik ‘det flotteste resultat nogensinde’. Og det bliver bedre i år.

Gouda Rejseforsikring har hvert år i København og Aarhus sammenkomst for rejsebureauchefer. Her er der typisk indlæg fra rejsebrancheanalytiker Ole Egholm og adm. direktør for Danmarks Rejsebureau Forening, Lars Thykier.

I sit indlæg beskæftigede Lars Thykier sig med den kommende persondataforordning, den nye pakkerejselov og den nye rejsegarantifondslov.

”Det kommende år bliver travlt for rejsebranchen,” sagde Lars Thykier og præsenterede nogle af de vigtigste mærkesager for rejsebureauerne.

Han havde særlig fokus på persondataforordningen, som træder i kraft 25. maj næste år. Han understregede, at det gælder om at hoppe på persondatavognen nu, hvis man skal opfylde de nye krav for ordentlig databehandling i virksomhederne inden reglerne indføres.

”Bøderne for at overtræde denne lov kan teoretisk ruinere en virksomhed,” advarede DRF-direktøren.

Lars Thykier fortalte også om den nye pakkerejselov og den reviderede rejsegarantifondslov. DRF har i flere år arbejdet med begge lovgivninger og fået mange af sine vigtigste mærkesager med.

Det gælder blandt andet, at erhvervsrejsebureauer under visse forudsætninger kan undtages fra Rejsegarantifonden og at både lejlighedsvise arrangører og udbydere af ‘pakkerejselignende arrangementer’ bliver omfattet af de nye regler, sagde han.

Ikke siden 2007 har rejsebureauerne tjent mere
Det samlede overskud på 464 mio. kr. efter skat kom ud af en omsætning på 29 milliarder kroner. De 194 rejsebureauer udgør cirka 90 procent af omsætningen blandt de danske rejsebureauer.

Det fortalte rejsebrancheanalytiker Ole Egholm, ved mødet hos Gouda Rejseforsikring for blandt andre indbudte rejsebureauchefer.

”Ikke siden 2007 har rejsebureauerne samlet tjent over 400 mio. kr.,” sagde Ole Egholm. “Mens charterbureauerne i 2007 tjente over halvdelen af hele branchens overskud, var det sidste år leisure-rejsebureauerne der samlet havde branchens største overskud.”

Ole Egholm udgav for nylig for 18. år i træk sin omfattende analyse af de danske rejsebureauer. Og i næsten lige så mange år har Gouda Rejseforsikring trofast inviteret kunder blandt rejsebureauer til en aften med talnørden.

Det er norske Gjensidige Forsikring, Nordens næststørste forsikringsselskab, der ejer Gouda Rejseforsikring, sagde Goudas nordiske direktør siden august sidste år, Dan Kjølhede Laursen, i sin velkomst.

Dansk rejsebureau købt for 136 millioner kroner
Fordi firmaer ikke skal lægge alle tal frem i deres regnskaber, estimerer Ole Egholm og hans team på nogle områder for eksempel den anslåede omsætning.

”Det gik sindssygt godt for de danske rejsebureauer sidste år og det samme bliver tilfældet i år,” sagde Ole Egholm, der gennemgik nogle af det seneste års handler med danske rejsebureauer. Her var det største salg en fransk kapitalfonds køb af Dansk Fri Ferie for anslået 136 millioner kroner.

Den rigeste aktør i den danske rejsebranche er Krogagerfonden, der ifølge Ole Egholm er god for 708 millioner kroner. Krogagerfonden, efter stifteren af det tidligere Tjæreborg Rejser, Eilif Krogager, har blandt andet sine midler fra salget af Tjæreborg Rejser til Spies i 1989 samt sit ejerskab af Club La Santa på Lanzarote.

Ole Egholm fortalte også hvilke dele af rejsebureauerne, der er bedst til at tjene penge. Sidste år var det de oversøiske leisure-bureauer. Blandt rejsebureauerne, der sidste år tjente mest var Spies med et overskud på 49 millioner kroner, incomingbureauet Trans Nordic Tours (der forleden blev solgt til et britisk firma) med 27,4 millioner kroner, charterrejsebureauet Primo Tours med 26,2 millioner kroner og Kilroy Group Travel, der fik 25,8 millioner kroner i overskud i sidste regnskabsår.

Omvendt var de største underskud i seneste regnskabsår hos Sun Charter, et minus på 21,5 millioner kroner, TUI (tidligere Star Tour) fik et underskud på 10,4 millioner kroner og det store erhvervsrejsebureau CWT tabte 9,6 millioner kroner .

Dansk rejsebureau skønnes solgt for 150 millioner kroner

Bjarne Riis køber dansk rejsebureau

Danske hoteller fordobler milliardoverskud