TURISME: Det næststørste danske incomingbureau solgt til stor britisk aktør i branchen. ”Vi har fundet den helt rigtige partner,” siger direktør for det danske bureau.
Det næststørste danske incomingbureau, Trans Nordic Tours, er solgt til britiske Tour Partner Group, der har ambitioner om at blive Europas største incoming-koncern. Trans Nordic Tours, der har hovedkontor nord for København, må ikke forveksles med det aarhusianske rejsebureau Nordic Tours.
Hvad prisen er for salget vil direktør og medstifter af Trans Nordic Tours, Pierre d’Hermilly, i går ikke oplyse. Men rejsebrancheanalytiker Ole Egholm siger til standby.dk:
“Den danske incomingbranche omsatte sidste år for 2,9 milliarder kroner. Trans Nordic Tours er mange penge værd. Det er ubeskriveligt veldrevet og fik i sidste regnskabsår et overskud efter skat på 27,4 millioner – de oplyser ikke deres omsætning, men vi har i den seneste analyse af de største danske rejsebureauer estimeret den til 270 millioner kroner. De seneste fem år har Trans Nordic Tours haft et samlet overskud på 71 millioner kroner efter skat. Jeg ved det selvfølgelig ikke, men jeg gætter på en salgspris for Trans Nordic Tours på i hvert fald 150 millioner kroner.”
”Det er Ole Egholms gæt, det har jeg ingen kommentarer til,” siger Pierre d’Hermilly til standby.dk – Trans Nordic Tours blev grundlagt i 1995 af Yvonne og Pierre d’Hermilly. Bureauet har i dag 41 medarbejdere, der samlet taler 17 sprog.
Trans Nordic Tours arbejder i Norden og blandt andet Baltikum med alt fra grupperejser, udflugter for eksempelvis krydstogtpassagerer, city breaks, sæsonture til for eksempel julemarkeder og for at se Nordlyset, incentives og event-ture samt arrangement af forretningsmøder.
Om salget til Tour Partner Group sagde Pierre d’Hermilly i går: ”Timingen er fantastisk god for os. Vi har med Tour Partner Group fundet den helt rigtige partner. Deres koncept er blandt andet, at de håndplukker de bedste incomingoperatører. De har stor respekt for vores medarbejdere, og der er en god kemi mellem os. Der er ikke sat dato på, men på et tidspunkt træder Yvonne og jeg et skridt tilbage, men det har hele tiden været vores ambition at bureauet skal fortsætte sin vækst – også som en dynamisk og attraktiv arbejdsplads.”
Pierre d’Hermilly understreger, Trans Nordic Tours beholder sig navn og identitet. ”Vi er dygtige til noget, men kan også lære andet fra andre,” siger han.
Incomingbranchen har det godt
Bent Hadler, ejer af incomingbureauet Hadler DMC Scandinavia, er også formand for den danske forening for incomingbranchen, ‘Foreningen af Danske Leisure- og Erhvervsturisme Incomingbureauer’, der har 12 incomingbureauer blandt sine medlemmer.
Bent Hadler siger: Incoming er et vigtigt bindeled mellem de øvrige aktører i turismens værdikæde. De arbejder tæt med fly- og busselskaber, hoteller, konferencevirksomheder, restauranter og oplevelsesindustrien for at servicere mange af de udenlandske gæster, som kommer til Danmark.
Bent Hadler sagde i går til standby.dk: ”Det er mit indtryk at den danske incomingbranche har det fint. Dansk incoming er ikke tilbage, hvor vi var før krisen, men er kommet godt med. Under krisen spørges om arrangement med få ugers varsel, nu er der længere planlægning, det kan vi se i bøgerne , hvor der er bookinger for 2018, 2019 og 2020. Det er gode tegn som viser tro på fremtiden. Det er et sundhedstegn. Vores eget firma går strålende, vi har netop åbnet kontorer i Helsinki og på Færøerne. På vores hovedkontor i Køge har vi nu 12 ansatte og yderligere 15 i de øvrige nordiske lande. Vi er rigtig store på USA og England, vores to største markeder, og vi er er foretrukket partner for blandt andet American Express Global Business Travel og BCD Travel Worldwide.”