- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Ny millionbøde til Molslinjen

Rederiet Molslinjen, der også betjener tre færgeruter til Bornholm, har igen fået millionbod fra transportministeriet for uregelmæssigheder. ”Vi scorer for lavt,” siger rederiets direktør.

Baseret på kundetilfredshedsmålingen af årets første lavsæson af Molslinjens færgebetjening af Bornholm, har transportministeriet sendt en bod på cirka 200.000 kroner til rederiet.

Derudover får Molslinjen en anden bod på 1,3 millioner kroner for ”mangel på dokumentation ved aflysninger og forsinkelser samt for mangelfuld indsættelse af erstatningsfærge,” oplyser ministeriet.

Molslinjen har hovedparten af al færgebetjening indenfor Danmark. Udover ruterne til Bornholm, som rederiet har sejlet siden september sidste år, samt fra Sjællands Odde til Jylland, primært Aarhus, har rederiet også færgeruterne Alsfærgen, Fanøfærgen, Langelandsfærgen og Samsøfærgen.

Passagererne er ikke tilfredse
Ifølge transportministeriets kontrakt med Molslinjen om færgebetjeningen af Bornholm skal rederiet to gange om året foretage en kundetilfredshedsmåling af færgebetjeningen af Bornholm; en gang i henholdsvis lav- og højsæsonen.

For den nuværende lavsæson kan ministeriet fastslå, at resultatet af målingen for to ud af de fem kategorier ikke er tilfredsstillende.

”Det er vigtigt, at passagererne på færgebetjeningen af Bornholm får en tilfredsstillende oplevelse med Molslinjen. Det fremgår af den kundetilfredshedsmåling, der nu er foretaget, at dette ikke altid er tilfældet. Jeg forventer, at Molslinjen forbedrer resultaterne til næste måling,” siger transportminister Ole Birk Olesen i en pressemeddelelse.

Også bøde på tre millioner kroner
To måneder efter Molslinjen 1. september sidste år overtog færgebetjeningen af Bornholm udtalte transportministeren ”alvorlig kritik af, at Molslinjen ikke indsendte dokumentation til ministeriet for aflyste og forsinkede afgange samt brugen af erstatningsfærgen, oplyser ministeriet. Det gav dengang en bøde på tre millioner kroner.

Og nu er den gal igen med Molslinjen. I januar-marts i år har Molslinjen igen forsømt at indsende dokumentation i forbindelse med forsinkelser og aflysninger, ligesom der har været episoder med mangelfuld indsættelse af erstatningsfærge til og fra Bornholm. Derfor den seneste bod på cirka 1,3 millioner kroner.

”Det er kritisabelt, at Molslinjen fortsat ikke altid indsender dokumentation til ministeriet i forbindelse med aflyste og forsinkede afgange – og at omfanget af aflyste og forsinkede afgange såvel som mangelfulde indsættelser af erstatningsfærgen er for højt,” siger transportministeren.

Vil finde forbedringspunkter
I en kommentar til den seneste millionbøde siger Molslinjens administrerende direktør, Carsten Jensen, til Bornholms Tidende:

”Vi scorer lidt for lavt på to kategorier ud af fem – men vi kan også se, at vi er meget tæt på at score tilfredsstillende også der. Vi vil nu gå dybere ned i de enkelte kategorier for at finde de præcise forbedringspunkter.

Molslinjen har oplevet et dyk i rederiets egne målinger i april, hvor der har været “et pludseligt dyk”, siger Carsten Jensen til avisen og fortsætter:

”Det skyldes især gæster fra Sjælland, som i april ikke er lige så tilfredse, som de plejer at være. Det skyldes især udvalget i vores toldfri shop, ombordkørsel og legerummet. Den utilfredshed trækker vores gennemsnit ned, og der er vi i fuld gang med at forbedre os og blandt andet sørge for at få udvalget i shoppen gjort større.”

Relaterede artikler:

Avisredaktør skælder ud på Molslinjen

Molslinjen bliver endnu større

Tysk besøgsboom til Bornholm

600.000 nye passagerer med danske fjernbusser