- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Ny salgsdirektør i stort biludlejningsfirma

Efter 17 år hos Danmarks største biludlejningsselskab stopper salgsdirektør Alex Adler med årets udgang i Europcar – hans afløser kommer fra IT-virksomhed og med erfaring fra logistikbranchen.

Alex Adler stopper med udgangen af december i Europcar Danmark, hvor han siden 2016 har været salgsdirektør og dermed blandt andet biludlejningsfirmaets ansigt overfor rejsebranchen. Han kom i 2002 til Europcar med titel af salgschef.

Klik for stort format. Alex Adler stopper med årets udgang som salgsdirektør hos Europcar Danmark, hvor han begyndte som salgschef i 2002. Foto: Michael Stub.

Alex Adler afløses hos Europcar af 40-årige Christian Øien, der kommer fra stilling som salgsdirektør i IT-virksomheden Descom – og som hos Europcar får titel af kommerciel direktør, oplyser Christian Ree, administrerende direktør for Europcar i Danmark, til STANDBY.dk

54-årige Alex Adler, der har haft sit nuværende job siden januar 2016, kom efter eget ønske med nyheden om sit farvel til Europcar på sin LinkedIn-profil – fremfor i for eksempel en pressemeddelelse fra biludlejningsselskabet. Alex Adler har informeret sine kunder og samarbejdspartnere om sin beslutning.

Til en større kreds skrev Alex Adler til de tilsluttede i hans netværk på LinkedIn:

”I september besluttede jeg at fratræde min stilling som salgsdirektør i Europcar pr. 31.12.2018. Årsagen er et ønske om en timeout i arbejdslivet ovenpå en spændende karriere på 17 år i Europcar.

Jeg giver nu mig selv muligheden for at bruge det næste stykke tid på stille og roligt at overveje, hvordan jeg vil bruge mine kompetencer i fremtiden.

Min tid hos Europcar har været fantastisk og jeg er stolt af de resultater, det kommercielle team og hele Europcar har leveret.

Stor tak til teamet, mine kollegaer, kunder og forretningsforbindelser. Det har virkelig været en spændende rejse,” skrev Alex Adler.

Til STANDBY.dk siger Alex Adler: ”Jeg har reflekteret over tingene – jeg har haft 17 dejlige år i Europcar, men følte at tiden var kommet til at give mig selv en pause. Der er absolut intet dramatisk i at jeg stopper, jeg vil bare give mig selv et lille reset.

”Jeg var ikke træt af Europcar, men hvis jeg skulle noget andet, skulle det nok være nu, hvor jeg er blevet 54. At jeg stopper er derfor meget velovervejet – selv om det måske kan lyde underligt for nogen, for jeg har ingen planer over hovedet – udover at give mig selv tid,” siger Alex Adler og tilføjer:

”Det er da vemodigt at forlade Europcar og mine mange gode kolleger; jeg har Europcar i blodet, så det var ingen nem beslutning.”

Klik for stort format.  Christian Øien overtager med titel af kommerciel direktør arbejdsopgaverne hos Europcar som Alex Adler hidtil har haft. Foto: LinkedIn.

God overgang til afløser
Til STANDBY.dk siger Christian Ree, der i 2016 blev administrerende direktør for Europcar i Danmark:

”Alex meddelte mig i efteråret, at han ønskede at stoppe med årets udgang; dermed har jeg haft god tid til at finde hans afløser og sikre en god overgang mellem Alex og Christian Øien. Vi valgte blandt andet Christian på grund af hans gode erfaringer indenfor logistik og sælger af serviceprodukter.

Vi er selvfølgelig kede af at miste Alex, han er meget afholdt af både kollegerne i Europcar og hans kunder i branchen,” siger Christian Ree.

Christian Øien, der nu fremover bliver Europcars primære ansigt overfor blandt andet rejsebranchen, kommer til biludlejningsselskabet fra små to år som salgsdirektør i IT-leverandørvirksomheden Descom, viser hans LinkedIn-profil. Han har en HD-uddannelse indenfor Business Administration and Management fra Syddansk Universitet.

Han har tidligere haft et år som driftsdirektør i det københavnske advokatfirma Nexus Advokater; inden da var han salgsdirektør i logistikvirksomheden Link Logistics, salgschef i transport- og logistikvirksomheden DSV og landechef for et andet logistikfirma, Ontime Logistics Denmark

Europcar er størst i Danmark
Europcar/Østergaard Biler har cirka en tredjedel af det danske marked for biludlejning; Avis Budget, Enterprise, Hertz og Sixt har samlet ligeledes en tredjedel, resten er hos lokale biludlejere i Danmark.

I højsæsonen har Europcar i Danmark omkring 8.000 udlejningsbiler, varevogne med mere på omkring 40 udlejningsstationer og omsætter på årsbasis for cirka en halv milliard kroner på det danske marked.

Indtil sidste år var Europcar Danmark ejet af milliardæren Karsten Ree, der efter knap fire års ejerskab solgte til den franske Europcar International-koncern. Selve Europcar International udlejer over 300.000 biler i mere end 140 lande.

Relaterede artikler:

Europcar i partnerskab med SAS

Europcar køreklar med chaufførservice i Danmark

Kendt biludlejningschef har fået nyt topjob

Milliardær sælger Danmarks største biludlejer