Philip Schack skal som ny driftsdirektør blandt andet stå i spidsen for den operationelle integration af Europcar Danmark i Europcar International.

Kendt biludlejningschef har fået nyt topjob

Den tidligere direktør for Sixt Biludlejning i Danmark er ny driftsdirektør for landets største biludlejer.

49-årige Philip Schack er blevet ny driftsdirektør hos Europcar, Danmarks største biludlejningsselskab. Han stoppede sidste sommer som administrerende direktør for Sixt Biludlejning i Danmark, et job han havde haft siden 2013. Inden da var han landechef for Avis Budget Biludlejning i Danmark, hvor han var ansat i ti år.

Philip Schack tiltrådte sit nye job hos Europcar i slutningen af sidste år, kort efter at familien Ree solgte Europcar Danmark tilbage til Europcar International. ”Vi har ikke udsendt pressemeddelelse om, at jeg er kommet til Europcar,” siger Philip Schack til STANDB.dk og tilføjer:

”Men igen at være hos Europcar er som at komme hjem. Jeg startede i biludlejningsbranchen hos Europcar i 1989 med at vaske udlejningsbiler i Københavns Lufthavn og havde i alt ti år hos Europcar – senest som blandt andet salgschef for udlejning af varevogne og lastbiler frem til 1999.

Det er en spændende opgave nu næsten 20 år senere at stå i spidsen for den operationelle integration af Europcar Danmark i Europcar International, Europas største biludlejningsselskab.”

45 danske udlejningsstationer
I sit nye job som driftsdirektør for Europcar i Danmark er Philip Schack blandt andet også overordnet ansvarlig for driften af Europcars 45 danske udlejningsstationer, det højeste antal i Danmark, og tæt på 300 medarbejdere. Også under Philip Schacks ansvarsområde hos Europcar er contact center, inbound leisure salg samt revenue og capacity management.

Philip Schack har kontor på virksomhedens danske hovedkontor i Aarhus, hvor han opholder sig en del af ugen. Men da han er bosat i Dragør har virksomheden også etableret en arbejdsplads på kontoret på Gammel Kongevej i København.

Europcar/Østergaard Biler har cirka en tredjedel af det danske marked for biludlejning. Den danske biludlejningsbranche omsætter årligt for over 1,3 milliarder kroner. Europcar har den nævnte tredjedel, mens Avis Budget, Enterprise, Hertz og Sixt ligeledes har en tredjedel, resten er hos lokale biludlejere i Danmark. I højsæsonen har Europcar i Danmark omkring 7.500 udlejningsbiler i sin flåde og omsætter i alt for cirka en halv milliard kroner.

Indtil sidste år var Østergaard Biler/Europcar Danmark ejet af milliardæren Karsten Ree, der efter knap fire års ejerskab solgte til selve den franske Europcar International-koncern. Selve Europcar International udlejer over 300.000 biler i mere end 140 lande.

Relaterede artikler:

Direktørskifte hos stor dansk biludlejer

Milliardær sælger Danmarks største biludlejer

Sixt henter direktør fra konkurrent