- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Ny tysk luksus-spa indrettet som Bali-landsby

20 kilometer fra Hamburg ligger den nyåbnede Vabali Spa. Spaområdet er indrettet som en balinesisk landsby, her er 13 saunaer med temaer som meditationssauna, havesauna og biosauna.

Vabali Spa ligger i byen Glinde, øst for Hamborg. Udover de 13 saunaer med forskellige temaer har stedet tre dampbade, et laconium (et tørt svedrum), to pools, loungeområder samt muligheder for behandlinger, massage og meditation.

”Her er der kælet for detaljerne i en sådan grad, at man føler sig hensat til et luksusresort på Bali,” siger Bo Schou Lauridsen, chef for Tysk Turist Information i Danmark, i en pressemeddelelse.

Man kan booke sig ind på Vabali Spa for en enkelt dag eller tage en overnatning og dermed blandt andet også prøve stedets restaurant, der serverer asiatiske og middelhavsinspirerede delikatesser.

Det nye spa-resort er nabo til golfklubben Golf Gut Glinde. Golfbanerne, der er anlagt efter de nyeste standarder, har både 18, ni og seks hullers baner samt et træningsanlæg.

”Der er både plads til professionelle spillere og nybegyndere på Golf Gut Glinde. Uanset om man er et par, en vennegruppe, er til golf, spa eller begge dele, så er denne kombination genial,” siger Bo Schou Lauridsen.

Flere slotte i nabolaget
Er der brug for en afstikker, er der ti kilometer fra Spa Vabali og Golf Gut Glinde til Reinbek Slot. Slottet er bygget i det 16. århundrede i hollandsk renæssancestil. Reinbek Slot betragtes som et af de fineste eksempler på renæssance i den nordligske tyske delstat, Slesvig-Holsten, oplyser Tysk Turist Information.

Et andet slot ikke langt derfra er Ahrensburg Slot, i den sydlige del af Slesvig-Holsten, 25 kilometer nord for Reinbek Slot. I over 430 år har dette hvide slot været byen Ahrensburg’s vartegn. Slottet spiller også en vigtig rolle for byens kulturliv med filmfremvisning under åben himmel, koncerter og festivaler. Også dette slot danner rammen for mange bryllupper i de romantiske omgivelser.

Relaterede artikler:

De er Tysklands 100 mest populære rejsemål

Dansk kurbadhotel henter ny direktør fra resorthotel

Tre danske hoteller var kandidat til Årets Spa

Dansk resort udvides med hotel, spa og ferieboliger