- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Nye forhandlinger om Canal Tours

På møde onsdag mellem Dansk Arbejdsgiverforening, LO og Strömma, der har kanalbåde og sightseeingbusser i København, blev parterne ikke enige. Forhandlingerne fortsætter torsdag.

Striden drejer sig fortsat om, hvorvidt de cirka 75 guider hos virksomheden Strömma, der har kanalbåde og sightseeingbusser i København, skal ind under en HK-overenskomst.

Det ønsker fagforbundet og dets hovedorganisation, LO. Men det er svensk-ejede Strömma, der driver Canal Tours i kanalerne i Københavns Havn samt kører sightseeingbusser i hovedstaden, sammen med Dansk Arbejdsgiverforening og Dansk Industri uenig i. Holdningen fra arbejdsgiverside er fortsat, at guider ikke skal omfattes af en funktionær-overenskomst.

”Partnerne havde et langt møde i dag, onsdag, uden at blive enige om, hvorvidt guiderne hos os skal dækkes af en HK-overenskomst,” siger Strömmas administrerende direktør, Mads Vestergaard Olesen, til STANDBY.dk og tilføjer:

”Vi har som arbejdsgiver absolut intet imod at vores medarbejdere er organiseret og har en overenskomst, det er tilfældet for hovedparten af de i alt cirka 300 ansatte, som Strömma har i Danmark. Men vi er modstandere af, at vores guider skal have en funktionæroverenskomst.”

Måske i Arbejdsretten
Parterne i sagen mødes igen i morgen, torsdag, klokken 13 hos Dansk Industri for at fortsætte forhandlingerne.

Fordi der ikke kom nogen enighed ud af dagens forhandlinger, fastholder HK de konfliktvarsler, fagforbundet har sendt til Strömma. Kommer der ingen løsning træder konflikten for HK-ansatte hos Strömma i kraft fra torsdag den 23. august – fulgt op en uge efter af en udvidet sympatikonflikt mod Strömma fra fagforeningerne 3F, Dansk Metal og Serviceforbundet.

Kan partnerne ikke blive enige om en løsning under torsdagens forhandling for organiseringen af Strömmas guider, skal sagen muligvis behandles på mandag i Arbejdsretten.

”Vi har opbakning i vores holdning mod en HK-overenskomst fra Dansk Industri og Dansk Arbejdsgiverforening, og håber selvfølgelig, at der kan findes en forhandlingsløsning, så vi undgår en konflikt,” siger Mads Vestergaard Olesen.

Samlet har de 17 kanalbåde hos Canal Tours og 20 sightseeingbusser omkring en million gæster om året, heraf sejler de 800.000 med bådene.

Relaterede artikler:

Klar til konflikt mod stor turistattraktion

Konfliktvarsel udskudt mod kanalbåde

Mindre forurening fra Kanalrundfarten