- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Nyt medlem i charterbureauernes forening

Charterselskabernes brancheforening, RID, Rejsearrangører i Danmark, har netop fået nyt medlem. Bureauet forventer 10 procent vækst næste år - og at udvide til at dække hele Skandinavien.

Mixx Travel, der udelukkende har charterrejser til Tyrkiet og tyrkisk-besatte Nordcypern, er netop blevet medlem af RID – Rejsearrangører i Danmark – charterselskabernes brancheforening.

Dermed har RID, der i år fejrer 35 års jubilæum, 16 rejsearrangører som medlem. De står for cirka 90 procent af samtlige charterrejser med fly ud af Danmark – det var sidste år lige over en million solgte rejser i Danmark hos RID’s medlemmer, nogle af disse er med egentlige rutefly.

For at være medlem af RID kræves blandt andet, at ”medlemmer driver deres virksomhed på en seriøs måde,” hedder det som et af foreningens primære medlemskav.

Og nu har Mixx Travel fået grønt lys til at komme med i det pæne selskab, bekræfter RID’s direktør, Henrik Specht, til STANDBY.dk

Mixx Travel startede i Malmø i 2009 og begyndte i 2015 også at udbyde rejser fra Danmark – i år kommer Mixx op på 12.000 gæster ud af København, Billund og Aalborg; hovedparten flyves med SunExpress, der ejes af Turkish Airlines og Lufthansa. Der er også lidt produktion hos et andet tyrkisk flyselskab, Pegasus.

Med sine 12.000 gæster fra Danmark bliver Mixx det tredjemindste medlem af RID, ifølge markedstallene på foreningens hjemmeside for sidste år. Fra Sverige har Mixx Travel i år omkring 10.000 gæster ud af Stockholm og Gøteborg.

Samlet omsætter Mixx Travel for cirka 60 millioner kroner i år, oplyser dets marketingchef, Ercan Sabedinovski, til STANDBY.dk – selve Mixx Travel ejes af Ercan Secilmis.

Udvider med Norge
Mens Mixx Travel i dag har charterrejser fra Danmark og Sverige, vil bureauet næste år også sælge rejser med afgang fra Oslo. Samlet forventer Ercan Sabedinovski, at Mixx næste år vil udbyde cirka ti procent flere end dets i alt 22.000 rejser i år.

Mens Mixx Travel åbnede i Malmø, har charterrejsebureauet i dag også dansk kontor i Københavns Lufthavn, hvor det har plads i kontorhotellet Regus i Terminal 3. Ligeledes har det blandt andet medarbejdere i Alanya på den tyrkiske middelhavskyst, Mixx Travels største destination.

Hovedparten af dets rejser er til selve Tyrkiet, men Mixx Travel tilbyder også tyrkisk-besatte Nordcypern. ”Nordcypern er ingen stor destination for os, men vi har efterspørgsel efter rejser dertil,” siger Ercan Sabedinovski og fortsætter:

”Alanya-kysten er vores største destination, vi har aftaler med omkring 100 hoteller, også 5-stjernede med all-inclusive. Mixx Travel er et klassisk charterselskab, der stille og roligt øger vores markedsandele – vi har ikke nået maksimum, men kan sagtens tage en bid eller to mere.”

Afviser rygter om Tyrkiet Eksperten
Rygter i rejsebranchen har i nogen tid sagt, at Gündüz Dogusoy, der stod bag charterbureauet Tyrkiet Eksperten, hvis konkurs i 2013 kostede Rejsegarantifonden 18,6 millioner kroner, er bagmand for Mixx Travel.

Men det afviser Ercan Sabedinovski skulle være tilfældet. ”RID kender naturligvis også disse rygter – og da vi søgte om medlemskab af RID måtte vi meget nøje dokumentere, at (Gündüz Dogusoy) intet har med Mixx Travel at gøre,” siger Ercan Sabedinovski og tilføjer: ”både vores ejer, Ercan Secilmis, og jeg er tidligere guider. Med Mixx Travel driver vi et seriøst rejseselskab.”

Relaterede artikler:

Danske rejsebureauer ikke bekymret for Tyrkiet

”Charterbranchen er presset”

Milliondom til rejsebureaudirektører igen for retten